Alderdommens gave er en ny måde at være menneske på

Elkhonon Goldberg: Visdommens paradoks. Sådan bliver du mentalt stærkere med alderen. Dansk Psykologisk Forlag . 2005. 331 s.

Da jeg forleden var til en 81årsfødselsdag, var der en 79årig herre, en der stadig passer sit entreprenørfirma som da han var 35, og spiller tennis (bevares lidt langsommere end da men med lige så stor glæde), der sagde: ”Ved I hvad: Man må sgu se i øjnene, at uanset hvad, så går det fra nu af bare ned ad bakke med alt muligt.” Og han så ud som om, at det var en kendsgerning, han havde svært ved at acceptere. I hvert fald svært ved at være lykkelig med. Det var som om han på en eller anden måde fandt den paradoksal.

(Det er vel dybest set også paradoksalt, at man i sit liv skal så grumme meget igennem, hvis det hele bare bliver til en ufrivillig rutschetur ned ad bakke?)

Men se, da var jeg lykkelig for at have Elkhonon Goldbergs nyeste bog i frisk erindring, for i den får han vendt totalt op og ned på denne indgroede vane vi har med at tro, at det nødvendigvis skal komme til at gå ned ad bakke i alderdommen. Hans store pointe er nemlig, at det faktisk kan komme til at gå op ad bakke, også selvom vor korttidshukommelsesevne degenererer, og skelettet begynder at krystalliseres.

Og der er vel at mærke ikke tale om vage luftkasteller, som har sit eneste fundament i det menneskelige udødelighedshåb. Her er derimod tale om solid evidensbaseret forskning i hjernens udvikling, både således som den udvikler sig (eller rettere ophører med at udvikle sig), når det går ned ad bakke for en og når det går op ad bakke for en.

Hemmeligheden ligger i ens mentale tilstand. Hemmeligheden bag, hvordan man i alderdommen kan få sin livskvalitet til at stige til hidtil ukendte højder, ligger ganske enkelt i ens måde at anskue sig selv og omverdenen, fortiden, nutiden og fremtiden på.

I Hjernens dirigent, som jeg tidligere har anmeldt i dette tidsskrift, gennemgår Elkhonon Goldberg yderst grundigt frontallappernes funktion for en civiliseret bevidsthed, og det er pointen fra slutningen af denne bog, som han arbejder videre med i Visdommens paradoks. Han pegede i Hjernens dirigent på, at en feltafhængig brug af hjernen, hvormed menes en måde at bruge hjernen på, hvor man drukner i detaljer i stedet for at tænke ud fra stedse højere grader af kompleksiteter, udgør den sikre vej til neurologisk forfald, hvorimod en feltuafhængig brug af hjernen, hvormed menes en måde at bruge hjernen på, som er karakteristisk ved det man også kan kalde holistisk tænkning, eller universel tænkning, eller inspireret tænkning, indebærer, at hjernefunktionen kan vedblive med at udvikle sig til uanede højder af autonomi på et åndeligt plan.

I Visdommens paradoks fokuserer han på netop dette tema med reference til et stort antal forskningsprojekter indenfor området, og alle som ét af disse peger på, at det ældre menneske har mulighed for at opleve den anden ungdom på samme måde som menneskeheden i renæssancen oplevede genfødsel.

Så det sagde jeg til den ældre herre, Ib. Jeg sagde: Prøv nu engang at forestille dig hele menneskeheden under renæssancen. Indtil da kunne det enkelte menneske rumme, hvad der var af viden. Man kunne simpelthen lære alt hvad der var at lære og rumme al den information, der var, nogenlunde som en computer. Men ved renæssancens begyndelse var der pludselig så meget viden at rumme, at den enkelte hjerne ikke længere kunne lagre det. Og det var derfor vi fik renæssancen. Det var derfor mennesket blev genfødt. Mennesket måtte nemlig pludselig til at vælge indefra, fra sin autonomi, via eksekutive hurtige mønstergenkendelser, og gjorde det ud fra bevidsthed om sit mål på sin menneskelige rejse. Det opdagede altså sig selv som et væsen, der var åndeligt forpligtet i forhold til fortid og fremtid og derfor i nuet måtte træffe beslutninger, som åndeligt udviklede eksistensen af livsudfoldelse. Det opdagede med andre ord Gud i sig selv.

Derfor begyndte mennesket at betragte sig selv på en helt anden måde, end det havde gjort tidligere.

Sammenligner vi nu den enkelte menneskehjerne med menneskeheden, betragter vi hjernen som et mikrokosmos i planetens makrokosmiske neurologiske system, så står det enkelte menneske, når det har passeret de 35, også i en situation, hvor det ikke længere kan rumme samtlige informationer af petitesseagtig karakter, og derfor har det da muligheden for at begynde at tænke i holoner, i helheder, såsom ”hvad er formålet med det her og hvordan kan jeg fremme det bedst muligt således at det ikke opnås på bekostning af nogen?”

Men det store paradoks er, at vi, hvis vi modarbejder denne specielle måde at bruge hjernen på, så degenererer neurologisk.

Forsøger vi altså at gøre, hvad vi kan, for at bruge vor hjerne som da vi var under 35, forbereder vi vor egen mentale undergang, hvorimod vi, hvis vi siger til os selv, at vi nu, hvor vi er ældre, hellere må til at tage os af det og begynde at synkronisere vor bevidsthed med vor potentielle åndelighed, ja, så kommer der pludselig en ny dimension ind i vore liv, som Goldberg kalder eksekvering.

Dermed menes en ny og anderledes form for potens, således at vi kan inspirere til handling på en måde, som gør, at vor visdom, vore facitter fra alle vore livserfaringer, forhindrer samme fejl i at blive begået igen. Ens visdom hjælper således verden rent praktisk med at korrigere fejl og dermed udvikle sig.

Konsekvensen af disse forskningsresultater er faktisk, at de gamle med fordel kan blande sig meget mere end de gør. Jeg hører mange ældre sige, at de nu hvor de er så og så gamle vil trække sig og lade de unge komme til. Men set i dette perspektiv skal de blot til at gøre tingene på en anderledes måde. De skal ikke selv løbe hurtigt, hverken fysisk, organisatorisk eller mentalt. Det kan de unge gøre. Men ingen yngre vil kunne være bedre som menneskelige rådgivere.

Man vil set fra dette ståsted således kunne være senil i forståelsen have en yderst ringe korttidshukommelse og samtidig være en kvalificeret rådgiver, når det drejer sig om store komplekse sammenhænge i verdenspolitik eller livsforløb. Men selvfølgelig ikke, hvis vi har fået skrumpehjerne, hvilket det dybest set er op til os selv alene at afgøre, om vi vil have eller ej.

Interessant indfaldsvinkel, ikke sandt? Metoderne han peger på er kognitive, og meditation er en af dem. For ham drejer det sig imidlertid om ikke bare at udvikle intelligensen til at blive emotionel men videreudvikle den til at blive eksekutiv, hvilket indebærer, at den på et eller andet plan rummer en kosmologi at kunne forstå sig i forhold til og træffe beslutninger på baggrund af.

Goldberg bruger ofte begreberne mikro og makro, når han redegør for synkronismen mellem, hvad der sker i planetens menneskehed og i den enkelte hjerne. Det er et perspektiv, han opererer med uden, så vidt jeg ved, at have det ringeste kendskab til martinuskosmologien. Men anskuer vi denne forskning i lyset af martinuskosmologien, ser det ud som om, vi alle har fået pålagt en ny opgave i vor alderdom, nemlig at ældes med åndelighed og dele denne åndelighed med fællesskabet. Dermed mener jeg ikke, at vi skal til at holde offentlige besserwissertaler, men derimod i hver en sammenhæng vi indgår i fortælle om hvordan tingene kan se ud, når man betragter dem åndeligt og ikke fra et detaljeplan.

Træner vi os i at bruge hjernen således at alle fire frontallapper aktiveres, og som dybest set er et spørgsmål om at kunne tænke med dobbeltrettet bevidsthed, have fået følelsesmæssiggjort sit intellekt, som Martinus kalder det, således at vi permanent kan give både os selv og vort makrokosmos empati, ja, så giver det sig selv, så kan vi være mentalt kreative til vi bliver lige så gamle som Abraham. Og dybest set kan man jo spørge sig, om mon ikke det, at den gamle Abraham fik sin søn Isak, i virkeligheden var den tids bevidsthedsmæssige måde at sige på, at man, hvis man altid gik fredens vej og turde nære tillid til, at der var én orden der udviklede sig gennem alt, så kom til at opleve mirakuløs frugtbarhed. Den gang kønsligt. Men mon ikke vi er parate til at forstå nu, at livet kan være velsignende kreativt, også selvom det ”blot” er mentalt, at vi er potente?

Det at vide, at neuroner fortsat kan aktiveres og at noget nyt kan ske i ens sind, at det kan vokse og udvikle sig til renæssance på renæssance … er da vidunderligt, ikke sandt?

Jeg kan ikke forestille mig en bedre gave end Visdommens paradoks at give en man holder rigtig meget af, og som man ønsker at opmuntre lidt efter at korttidshukommelsen er begyndt at svigte.

(Publiceret i Impuls, 2006, 3).

Anmeldelser

Samtlige anmeldelser er skrevet af Lisa von Schmalensee Magnússon, en del af dem under navnet Lisa S. Burgess og publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information og Forum for Den ny verdens Impuls.