|
Tale holdt ved mindedag for Martinus på Klint den 6. august 2011 af Lisa von Schmalensee Magnússon. Min ubændige trang til at tage konsekvensen af Martinus’ facitter
Det er rigtig dejligt at være her. Mange tak for indbydelsen. Da Solveig ringede og inviterede mig på en solskinsdag i forsommeren, troede jeg knap mine egne øren. Og da slet ikke, da begrundelsen var, at hun i Impuls havde læst min beskrivelse af mit lille kosmiske glimt, som jeg fik for et kvart århundrede siden, og tilsyneladende blot opfattede det som noget naturligt. Netop den oplevelse har nemlig været årsag til, at jeg har holdt mig tilbage fra fællesskabet på Martinus Instituttet. Det kan lyde underligt. Men forklaring følger. Jeg er ikke født ind i kosmologien. Tværtimod. Jeg er født ind i A-zonen, hvor man ikke var i tvivl om noget som helst og ikke havde for vane at stille abstrakte spørgsmål. Og det var et smertefuldt sted at være for en som mig. Som lille troede jeg, der ligesom var født som en sæk ubesvarede spørgsmål, at svarene nok skulle komme, når jeg begyndte i skole, men hverken grundskole, gymnasium eller universitet gav svar jeg kunne bruge til at forstå, hvad livet egentlig var. Efter at jeg var blevet magister og havde været i pædagogikum og haft forskningsstipendium i temaet HÅB OG LÆNGSLER fik jeg en stilling som udsendt dansk lektor på Islands Universitet. Jeg følte mig skæbnemæssigt vældig knyttet til dette land. Det var der jeg som 35 årig, i et i øvrigt på alle almindelige områder tilfredsstillende liv, for alvor så i øjnene, at alt for mig var totalt ligegyldigt, hvis ikke der var mere og derfor i afmagt søgte ro i et lille klosterkapel i udkanten af Reykjavik, hvor jeg bare sad i tavshed til vesper, så ofte det kunne lade sig gøre. Da jeg ikke havde evnen til at tro, kunne jeg ikke bede i traditionel forstand. Men jeg formulerede ordene ”Hvis der er noget at forstå, så beder jeg om at måtte kunne forstå det”. Henvendte mig bare til det udefinerbare univers. Jeg beskriver i min bog Belivelse i detaljer, hvad der derudover gik forud for mit lille glimt. I denne forbindelse er det vigtigste, at jeg kom til at sidde inde med et facit, som er, at alt i virkeligheden er kærlighed, at alt andet er blændværk, og at denne indsigt ligger i selve den gyldne guddommelige kærlighedsspiral, hvori ikke bare alt eksisterende men også alle handlinger uendelig langt bagud og forud er totalt gennemelsket og hvor man selv også gennemelsker absolut alt totalt. Facittet blev uomtvisteligt, fordi jeg oplevede det i min egen bevidsthed. At opleve dette og komme til at sidde med dette facit gjorde dels, at livet blev så meget mere interessant og spændende og meningsfuldt og ja … på en måde sjovt … at leve, men det betød også, at ensomheden blev kolossal, for jeg var jo udmærket godt klar over, at der ikke var tale om indsigter, som man kunne tale med mennesker om. Universitetet med alle dets lærere og studenter, fakultetsmøder, det var som at være menneske i et dukketeater. Det gik ikke bare at fortsætte, som om intet var hændt. Jeg fik spiraler på hjernen. I et par år underviste jeg stort set ikke i andet end spiraler, hvordan det så end lod sig gøre. Spiraler i billedkunsten, det gyldne snit i litteratur, i Bachs store oratorier. Efter mange omveje befandt jeg mig så
endelig en dag i 90 på et ganske almindeligt folkebibliotek
i Holbæk i afdeling 16 B for verdensanskuelser, hvor jeg i
forbindelse med noget researcharbejde egentlig ledte efter
litteratur om jødedom og islam og så titlen ”Eksistens og
udødelighed”, som jeg tog ud og kiggede på. Læste så, at den
handlede om en dansk intuitionstænker, som havde udviklet en
verdensanskuelse på baggrund af spiralkredsløbsprincippet.
Mine knæ rystede, jeg svedte koldt og jeg måtte sætte mig
ned. De kom naturligvis med hjem. Jeg slugte Per Bruus
Jensens to bind og gik så i gang med mesteren selv, som jeg
læste hver dag i to år, indtil hver en side i hans
forfatterskab var absorberet af mit hungrende sind. Tænk hvis jeg havde fået kendskab til dette verdenssyn som barn…. Det var til at tude over at jeg var gået glip af det … tænk hvor mange dumheder jeg havde kunnet undgå, hvis jeg havde vidst … Hvorfor fandtes der ikke bøger af Martinus på Filologisk Laboratorium? Hvorfor underviste man ikke i hans kosmologi i skolerne? Jeg ville så gerne give denne gave videre. Det var da, at jeg besluttede mig for at kontakte Martinus Institut. Jeg fortalte, at jeg nu havde læst hele Martinus’ forfatterskab og spurgte, om man kunne komme til at tale med nogen. Det kunne godt lade sig gøre, og jeg mødtes med en venlig person og vi drak the og spiste småkager. Da vi skiltes spurgte jeg om det, der for mig lige da var det vigtigste. ”Sker det, at der kommer nogen her, som selv har haft kosmiske glimt?” spurgte jeg, og svaret var, at nej, det gjorde der da heldigvis ikke, for sådanne mennesker var jo syge. Så kiggede vedkommende lidt på mig og sagde så: ”Men hvis du har det sådan, synes jeg, at du skal kontakte Gunnar Frederiksen”. Han var åbenbart sådan en, som … hvad skal man sige … lidt småskæve personager blev videresendt til, og han var da også psykolog. Men jeg kontaktede ham, og han tog mig på en måde lidt beskyttende under sine vinger, introducerede mig for Per Bruus Jensen, og det førte til et rart samarbejde nogle år i forbindelse med bladet Kosmologisk Information, som undervejs skiftede navn til Forum for den ny verdens Impuls. Når det glædede mig sådan, at Solveig inviterede mig til at komme i dag, skyldtes det, at jeg oplevede tyve års landsforvisning som forbi. Da jeg fortalte hende om episoden, fortalte hun mig, at hun så sent som samme dag i en studiegruppe havde haft en kvinde, som også havde haft sådanne glimt. Der er altså åbenbart sket rigtig meget i instituttets rummelighed på disse tyve år, idet sådanne som os nu kan tale åbent og møde forståelse her på centret. Det føler jeg mig personligt overbevist om, at Martinus glæder sig over. Så vidt så godt. Men jeg vil gerne gå tilbage til tidspunktet, hvor jeg lærte Martinus at kende. Jeg var da kommet tilbage til DK, og var ikke i stand til andet end at forsøge at tage mig af, hvad der var sket med mig. Min indsigt måtte komme verden til gode på en eller anden måde, syntes jeg. Det så ud som om, at den bog jeg skrev på allerede var antaget til udgivelse, idet Rifbjerg, som vidste, at jeg efter min hjemkomst fra Island var begyndt at skrive havde aftvunget mig et løfte om, at han ville blive den første, der fik den at læse. Han havde læst noget jeg havde skrevet tidligere, vi havde mødtes nogle gange privat, og han var ligesom sikker i sin sag. Skrive, det kunne jeg. Sagde han. Så han fik min roman ”Er du der Patrick?” Og da han dengang var direktør på Gyldendal, kunne det jo ikke være bedre, tænkte jeg. Romanen byggede på min egen kosmiske glimt-indsigt , at al form for skyld nødvendigvis måtte være en illusion, og at sandheden om vor verden var, at den var langt mere fantastisk og fuld af hemmeligheder, end vi på nogen måde kunne begribe . Tilsyneladende straf var således i virkeligheden velsignelse. Som personer brugte jeg en blanding af forfattere, med den danske Karen Blixen og den norske Sigrid Undset som hovedpersoner, der mødtes med andre meningsdannere fra det sidste årtusinde. De mødtes i et hus lige ved Snæfelsjøklen, som jeg senere kom til at læse, at Martinus fra den islandske billedhugger Einar Jonssons balkon ofte kiggede fascineret på. Fortælleren befinder sig i fortællingens begyndelse i noget hun anser for at være et fængsel, sigtet for drab, men indser gennem romanens udvikling, at al form for fængsel er en illusion. Man kan sige, at jeg lod det blixenske fantastiske sejre over det katolsk-religiøse skyldsunivers. Nok om det. Rifbjerg blev rasende. Han fortalte mig, at der højst var tolv læsere til denne bog i dette land, og at den var usælgelig. ”Skriv om dine mænd og din hund Herbert”, og kom så igen. Men se, det kan man ikke, når man har haft sådan en oplevelse. Man kan ikke skrive om temaer fra C-zonen, når man ved, at det rigtige menneskerige rent faktisk eksisterer. Så er C-zonen blændværk. Dens indre forviklinger er aldeles uinteressante. Så jeg tænkte, at OK, jeg må skrive den samme historie, men pakke den ind i noget så enkelt, at man intet kendskab overhovedet behøver at have til litteratur eller filosofi for at forstå den. Jeg valgte så at skrive en børnebog og tage udgangspunkt i børn fra forskellige religioner, som mødes, og på grund af deres prægning oplever ting der sker ved OFFERSTENEN, som romanen hedder, helt forskelligt, men hvor læseren gerne skulle nå frem til at ane nye muligheder for syntese. Det var da jeg skulle i gang med dette arbejde, at jeg kom til afdeling 16 B på Holbæk Bibliotek, som jeg allerede har fortalt om og for første gang i mit liv mødte Martinus. Det var som om, at Martinus’ facitter nu blev tandhjulene i mit indre maskineri, og det var da jeg netop havde læst den sidste side i Martinus’ forfatterskab, at forsynet vendte op og ned på mit liv, hvad den professionelle del af det angik. Jeg var vant til det rent akademiske arbejde og holdt bl.a. foredrag et sted, hos LOF i Holbæk, hvor bestyrelsen pga samarbejdsproblemer valgte at fyre lederen. Det blev til, at jeg så lige skulle hjælpe dem den første sæson med at få tilrettelagt et program. Lige var den proces imidlertid gået i gang, da jeg dertil blev bedt om at overtage deres daghøjskole, den liberale daghøjskole i Holbæk. Min første tanke var, at jeg jo ikke anede noget som helst om at drive daghøjskoler. Men der er jo det forunderlige ved det, at når man først har forstået lovmæssigheden i kosmologien, så ved man også, at der er en væsentlig grund til det, når forsynet disker op med noget så uventet. Jeg havde forstået, at den kosmologiske
lovmæssighed virkede på den måde, at fortroppen nok skulle
bevæge sig fremad i spiralkredsløbet, skridt for skridt uden
de alt for store problemer, men at det var langt
vanskeligere for bagtroppen i den menneskelige organisme at
udvikle sig åndeligt. Jeg vidste også, at jeg forbrød mig
mod de kosmiske love, hvis jeg lod være med at hjælpe nogen,
som jeg vidste havde behov for min hjælp. Der var altså
faktisk ingen vej udenom. 1) den ikke voldelige kommunikation, som jeg så som et væsentligt redskab til at fremme forståelse mennesker imellem og dermed også højnelse af bevidsthed. 2) Så var der kosmologien. Jeg følte mig overbevist om, at hvis folk, der oplevede stor modgang i deres liv nåede til erkendelse af årsags- og virkningsprincippet, så ville de gøre sig selv til årsager til de virkninger, de ønskede. 3) Og så havde Gunnar Frederiksen af en eller anden grund introduceret mig for Et kursus i Mirakler, som han dog ikke selv beskæftigede sig med. Det opfattede jeg også som et vigtigt redskab. I den schopenhauerbeslægtede del af den vestlige litteratur har man opereret med den tanke at ”Tout comprendre c’est tout pardonner”. At forstå alt er at tilgive alt. Der er bare det ved det, at det er så forfærdelig svært for os at forstå dem, som er meget anderledes end os. ”Jeg ville da have gjort sådan” eller ”hvorfor i alverden gør han ikke sådan, det ville jeg da have gjort”, er yderst almindelige reaktioner. I mirakelkurset er der øvelser, der træner ens sind i ikke at lade egoet forholde sig, men derimod vænne sig til, at man selv ikke overhovedet forstår, hvad noget som helst af det, man ser, egentlig er, og derfor spørger Universet, hvad det man ikke forstår egentlig er. Er ens sind tilstrækkelig åbent, skal der nok komme svar. Neurologisk betragtet sker der det, at talentet for at lade sig amygdalakapre langsomt degenererer, fordi de neuronbanesystemer, som aktiverer amygdalacentret ikke bruges, og i stedet kan man begynde at tænke meditativt, inspireret, hvor der rent neurologisk sker det, at pinealkirtlen langsomt aktiveres, ligesom i dyb søvn, hvor egoet netop ikke er aktivt, og hvor man åndeligt genoplades og vederkvæges. Jeg kalder slutstationen for dette arbejde for meditativ praksis. Det er egentlig identisk med følelsesmæssiggørelse af intellektet og intellektualisering af følelserne..
Men altså: Voila, tænkte jeg. Disse tre grundpiller, den ikke voldelige kommunikation, hvor man som udgangspunkt indleder enhver tankeproces med udelukkelse af dommen, martinuskosmologien, hvor man får det store logiske overblik, og mirakelkurset, hvor vi langsomt afkoder os vort ego, de skal være fundamentet i skolen. Det fik jeg et ja til, og der fik jeg så min sag for. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det
var rigtigt at prøve af. Men det gik også op for mig, at jeg
var temmelig naiv. Jeg oprettede derfor også Akademi for Åndsvidenskab, hvor jeg begyndte at uddanne en helt ny slags kommunikationspædagoger og –terapeuter, som i princippet skulle kunne aflaste mig i arbejdet med at få himlen ned på jorden. Til at begynde med kaldte jeg det konstruktiv kommunikation, men som jeg forstod, at det essentielle i den konfronterende empatiske samtale var netop dens belivende funktion, begyndte jeg at kalde det belivende kommunikation. Det skete lige inden, at jeg skrev bogen Belivelse, som handler om at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne. Denne friværdi i frontallapperne er det som opstår, når følelserne intellektualiseres og intellektet følelsesmæssiggøres. Jeg ser altså ikke overgangen fra tyngdeenergi til rigtigt menneskerige som noget, vi ikke selv kan have indflydelse på. Vi behøver ikke at vente, vi kan gøre en indsats selv, som handler om forædling af vort sind. Mit arbejde med kosmologien er således en slags moderne romantisk praksis, kan man sige. I kølvandet af dette var vi også nogle der skabte konceptet Det Belivende, som på et kosmologisk grundlag rent praktisk yder bistand i forbindelse med samtlige store livsbegivenheder. Det kan man læse nærmere om på vor hjemmeside. Men jeg har bl.a. udviklet et koncept, som jeg tilbyder som et alternativ til konfirmationen. Det er for unge mennesker mellem 14 og 21 år, og der tager vi alvorligt, at de befinder sig i en meningsfuld selvrealisationsfase. Vi står også for nye måder at håndtere skilsmisser og nye parrelationer på, hvor fokus er på ansvarlighed for børnene, sådan at der kan komme det bedst mulige ud af de pågældende situationer. Det belivende projekt går sådan kort fortalt ud på at fremme reanimationen, fornyelsen i ånden. Og vi har faktisk lige nedsat et belivende samtaleteam på en halv snes stykker, der på frivilligheds basis tilbyder folk i krise empatiske samtaler på det beskrevne grundlag. Når Martinus’ kosmologi, som har været tilgængelig for verden i mere end en menneskealder, stadig ikke er blevet hovedhjørnestenen for undervisning i verdensanskuelse i vore grundskoler, tror jeg, at det skyldes, at flertallet af mennesker ikke er vant til konfronterende pædagogik. Martinus skriver ofte i sit forfatterskab, at vi på vejen ind i det rigtige menneskerige vil se mange nye pædagogiske metoder udvikles. Jeg ser det selv som at forsynet forsøger at bruge mig i en del af dette projekt. Nogen har ikke kunnet forstå, hvorfor jeg underviser i andet end kosmologi. Kosmologien har jo det hele, siger de. Men jeg er overbevist om, at mine pædagogiske spor tjener som indfartsveje til Martinus’ store hovedvej. De er nok uden værdi i sig selv. Men det er min overbevisning, at menneskenes sind må i en elegisk stemning, førend det kosmologiske livssyn kan afstedkomme en form for praksis som fremmer forståelse og fred og kærlighed. Jeg har set og læst, hvordan mennesker, som hører til indenfor ”sagen” kan fordømme hinanden, snerre ad hinanden og diskutere med hinanden på måder, hvor jeg ikke oplever spor mere kærlighed endsige højere bevidsthed end hos såkaldt almindelige mennesker. Dette blot sagt som en konstatering og underbyggelse af min overbevisning om at behovet for en kommunikation, der i stedet for at være aflivende er belivende, er generelt. Den måde kosmologien virker i mig på, formentlig p.g.a. dette kosmiske glimt, gør, at min trang til at tage konsekvensen af, hvad vi ved, er helt ubændig. Det var derfor jeg udviklede det kommunikationspædagogiske koncept, som jeg kalder belivende kommunikation, og som dybest set rummer en slags omprogrammering af hjernen, således at vi pga mindre aktivitet i den del af vor talentkernemasse, som hører krybdyrhjernen til, (man kan også kalde den ego-aktivitet eller tyngdenergi-aktivitet, og som er målbar i spyt og urin som cortisole stresshormoner) og mere aktivitet i frontallapper i samarbejde med pinealkirtel, altså menneskefølelsesenergi inspireret af det kosmiske visdomsocean, forvandler os selv. Forvandler os fra at være i forsvars-angrebs-flugt-mentalitet til at være i FLOW. Eller fra at leve et liv knyttet til en eller anden dimension af tro og lydighed, som jo er elementer i den gamle verdensimpuls, til inspiration og kreativitet. Det kognitionsneurologiske udtryk for dette er et helt nyopdaget stresshormonsystem, kaldet det pyrokatechine stresshormonsystem, som dybest set er elektrisk og ikke kemisk, som det cortisole er. Det er selve vort elektromagnetiske felt, som derved styrkes, vort inspirerede liv, som tager overhånd. Vort følelseslegeme forstået som den energi der opstår, når følelserne er intellektualiserede og intellektet følelsesmæssiggjort. Her er tale om et praktisk pædagogisk redskab som kan hjælpe os med at aktivere himlen i hverdagen. Dét jeg har arbejdet med siden mit lille bitte kosmiske glimt og som jeg først begreb naturen af gennem martinuskosmologien, stiller jeg derfor gerne til rådighed som et redskab for ”Sagen” … og i dyb taknemmelighed til Martinus. MANGE TAK for samværet.
|