Kristendommen som sekulariserende religion 24. nov. 2011

 

Af mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon

 

Hvis den italienske filosof Gianni Vattimo, som er en af Niels Grønkjærs ”helte” i bogen  ”Den nye Gud”, har ret i sin påstand om, at kristendommen er sekulariserende, og at den moderne verdsliggørelse er en udløber heraf, kan der være sund fornuft i at se på dogmerne ud fra vor tids bevidsthed.

 

Niels Grønkjær (NG), bl.a. præst for Vartov, tager et syvmileskridt i den retning i den nævnte bog. Han får peget på, at der eksisterer en eller anden slags mulighed for gudsopfattelse hinsides fundamentalisme og ateisme, og han når i bogens slutning frem til den påstand at sandheden er processuel, og at det er alt det, som beredes os gennem et opmærksomt forhold til tingene og binder os i indbyrdes omsorg, der er vejen til gudsriget.

Han slutter med ordene, at den levende Gud til stadighed har mere at sige, fordi der altid er mere at sige.

Som kulturkristen føler jeg mig hvad netop dette angår godt hjemme og kommer til at tænke på en af mine yndlingshistorier om læreren, som en elev ikke kunne forstå blev ved med at stille de samme spørgsmål i sine eksamensopgaver, og som svarede, at det da var ganske naturligt, da svarene jo blev ved med at ændre sig.

Om end der tages store skridt ud af den dogmatiske tænkning, hvorved begrebet Gud forstås som en størrelse, der er i bestandig forandring, peger NG ikke på afgørende ændringer, hvad den menneskelige selvforståelse angår. Denne forklares nemlig gennem en teologisk og ikke en mentalitetshistorisk brille, og det synes jeg begrænser den unødigt. Især hvad angår oplevelsen af kristendommen som en måde for det enkelte menneske at skulle erkende på, at lidelsen er en livsbetingelse, og at den har sit udspring i en grundfejl i os, som symbolsk blev til i syndefaldet, der for evigt udrustede os med arvesynden.

NG begrunder denne permanente lidelse ud fra urmyten om Abraham og Isak.  Det er der en stærk tradition for. I ”Frygt og bæven” gennemgår Kierkegaard således også Abrahams mulige sindstilstande, da han var på vej til Moriabjerget velvidende, at han skulle ofre sin søn, den første og eneste ægtefødte søn han fik som hundredårig i nådegave af Gud.

Selv blev jeg skræmt, da jeg som barn stiftede bekendtskab med historien, for jeg havde jo kun min egen psyke at forstå historien ud fra. Her er tale om en Gud, der først giver et menneske det, som han så inderligt ønsker sig og for længst har opgivet (fordi han er blevet så gammel og konen med), en ægtefødt arving, og han får oven i købet af Guds sendebud, englene, besked om, at han skal kalde ham Isak, som betyder ”den der ler”. Alt skulle jo sådan set fra dette øjeblik være lutter glæde. Men så beder Gud ham om at ofre ham.

Dette giver jo ikke mening.

Men den eneste grund til, at det ikke giver mening er, at man anskuer historien psykologisk. Man sætter sig, som jeg selv gjorde, da jeg var barn, i Abrahams eller Isaks sted og forsøger at gætte på, hvordan de mon kan have haft det. Fordi man selv ville have haft det aldeles rædselsfuldt, går man ud fra, at det samme skulle gælde Abraham og Isak. Men det, der gør Abraham til hellig stamfader, får vi at vide, er netop hans grænseløse tillid til, at Gud vidste bedst, og at alt nok skulle gå godt, hvis bare han gjorde, som han ville. I den kristne teologi, og også i NG’s tankeverden, befinder det meningsgivende sig i selve denne tro, forstået som dyb tillid.  FAITH på engelsk. 

Man skal lide! Ja. Man skal være villig til at ofre det allerkæreste man ejer. Ja. Sådan er det. Der er altså en slags mening i, at livet er en jammerdal, for det er et grundvilkår vi deler med vor stamfader Abraham.

Set ud fra en mentalitetshistorisk brille, er der en helt anden lære at uddrage.

Den mentalitet, der var fremherskende blandt mennesker inden Abrahams tid, over 2000 år f. Kr., rummede et ekstremt højt niveau af lydighed over for et væld af forskellige guder, der hver krævede sit. Naturkatastrofer m.m. blev betragtet som gudernes straf, og det gjaldt derfor om at være guderne tilfreds og gøre det, som man forestillede sig, at de ønskede. Eftersom man ikke kan forestille sig guder på et højere bevidsthedsniveau end man selv er på, forestillede man sig derfor, at de ville have ditten og datten. Ofre. Her hjemme levede vi som bekendt i en sådan forestillingsverden indtil næsten 1000 år e.Kr.

Som menneskets frontallapper langsomt udviklede sig, begyndte vi at kunne overskue større kompleksiteter, tænke mere logisk og vor evne til at udvise empati tog til. Man kan tale om en slags gradvis fornyelse i ånden; vi kalder det reanimation. Derfor tog forestillingen om én guddom, som var i alt uden undtagelse, til. Abraham er symbolsk for mennesket, der kunne tænke denne nye svimlende tanke, at én hensigt med sammenhængskraft gennemstrømmede hele skaberværket. Men gudsfrygten var stadig så stor, at det var helt og aldeles normalt at få den tanke, at en sådan guddom naturligvis for at prøve ens lydighed ville fordre det kostbareste offer. Mentalitetshistorisk betragtet er den tanke, at den monoteistiske Gud skulle fordre Isak ofret, derfor helt naturlig. Den har sit udspring i vanefrygten. Helt som børn, der i dagligdagen har oplevet og affundet sig med ydmygelse, også i voksenlivet ser ydmygelse som noget normalt og nærmest trygt. Uhyggeligt, synes vi vel … men ganske naturligt i henhold til hvordan vor hjerne fungerer.

At en engel byder Abraham ikke at skulle ofre sit barn, men en vædder i stedet, er derfor aldeles uhørt og nyt. Myten illustrerer en mentalitetshistorisk overgang fra børneofring til dyreofring og som sådan et kolossalt kvantespring i den menneskelige evne til empatiafgivelse. Vi begynder at kunne forestille os en empatisk Gud, fordi vi selv har udviklet empatiske evner. Forestillingen om, at Gud er god og kærlig, begynder, og den udvikler sig gradvist, hvilket man tydeligt ser, når man læser mosebøgerne. For hver gang Moses oplever, at Gud taler til ham, bliver han jo nemlig mindre frygtindgydende og mere kærlig.     

Mentalitetshistorisk betragtet gemmer der sig også en vigtig pointe i oplysningen om, at Sara bliver gravid med Isak, efter at det er holdt op med at gå hende ”på kvinders vis”.  Isak er nemlig slet ikke et biologisk barn. Hverken fysisk befrugtning eller kloning ville kunne frembringe ham. Isak er derimod en ny reanimeret mennesketype, prædisponeret til at være ”den der ler”, til at være glad og til at være uden frygt. Han er så at sige det første beskyttede menneske. Myten om Isak er derfor symbolsk for overgangen fra at leve som et truet og udsat væsen til at leve som et beskyttet væsen.

I mytens næste led har vi Jakob, som er tvilling med Esau. Forstået psykologisk, er der her tale om, at den kloge narrer den mindre kloge og bliver belønnet for det, idet Jakob jo franarrer Esau både sin førstefødselsret og faderens velsignelse.  Psykologisk betragtet kan man derfor også her indvende, at Gud jo ikke er retfærdig, idet det var Esau, der var født først og som var den retmæssige arving. Der er altså noget galt. Gud kan åbenbart ikke finde ud af at te sig som et ordentligt menneske.  (Og mon ikke det er derfor nogle mennesker føler antipati overfor jøder?). Men også her er noget andet på spil. For mentalitetshistorisk betragtet er der også her tale om et skift til en ny måde at være menneske på. Vi får jo fortalt, at den retmæssige arving til pagten med Gud ikke er den, der er skåret efter den materialistiske eller fysiske læst, men derimod faktisk den, der repræsenterer degenerationen af det dyriske i mennesket. Esau er jo den behårede, den der går på jagt og skyder dyr og den der tager flere koner. Esau er altså et instinktmenneske. Jakob derimod er ikke behåret, han tilbereder linser (vegetarisk tilgang) i stedet for at gå på jagt, og han venter med at tage til ægte indtil hans forældre råder ham til at tage til hjemlandet og finde sig en kone af egen æt (kan foretage behovsudsættelse). Han er mindre dyr. Han er mere kultiveret.

Set i et mentalitetshistorisk perspektiv fortæller det gamle testamentes historier om vor menneskeheds pagt med Gud således, at mennesket er i forandring, og at vilkårene for mennesket også er i forandring. 

At begrunde et af kristendommens store dogmer, nemlig vor medfødte synd, ud fra vore fortolkninger af, at lidelsen også var grundvilkår i mosebøgerne, giver derfor ingen mening.

Det giver derimod mening at se kristendommen som et bestemt udviklingstrin i den menneskelige bevidsthed, med både muligheden  for og tilladelsen til erkendelse. Kristendommen rummer nemlig også muligheden for tænkning. Den er ikke bare en trosreligion.

Mange vil sikkert spørge sig, hvor i alverden jeg har det fra, da præster generelt forfægter det synspunkt, at tro og videnskab ikke må sammenblandes. Det er i det mindste sådanne synspunkter der er kommet frem fra kirkelig side i den dialog vi har inviteret til og som kan læses på Det Belivendes hjemmeside. Men der findes heldigvis mere fornuftsprægede teologer.  Johannes Værge refererer til en af dem i sin nyeste bog ”Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom”  og peger på, at der kan være god grund til at gå tilbage til nogle af de gamle kirkefædre som f.eks. Tertullian, der fremhæver den logiske sammenhæng i den kristne lære og erklærer den i overensstemmelse med den universelle fornuft.

Det er altså ikke en entydig kristen lov, at man skal skrue hovedet af, inden man går ind i kirkerummet. Det er bare teologers forvrængning af diverse evangelieudlægninger, som har ført os i den retning.

Hvad sker der så med kristendommen, hvis man kigger på den med en sekulær og mentalitetshistorisk brille? Bliver den mindre betydningsfuld? Devalueres den ?

Nej. Overhovedet ikke. Julebudskabet kommer derimod pludselig til at give endnu større mening.
Som det er nu, er der en sorg indlagt i juleglæden, fordi vi ved, at denne person, som er født som fredsfyrste og verdens frelser, får vor dødsdom eksekveret på korset ved påsketid.  Historien indebærer jo et dybest set rædselsvækkende bøddel-offermønster. Dybt omsorgssvigt. Men afstår vi fra at tænke konkret ud fra vor fragmenterede viden om, hvad der står i de hellige skrifter og i stedet forholder os til alle disse kilder ud fra abstrakt tænkning, hæver dem til ideplan og ser teksterne som poetiske beskrivelser af temaer i projektet at blive menneske i kristen forstand, så sker der noget helt nyt. Så vil vi nemlig se, at der trænger sig budskaber om et fælles messiansk projekt gennem vore inspirerede kilder.  

En sekulær tilgang til julebudskabet insisterer faktisk på, at vi tager det alvorligt! Får os til at se en opfordring til handling. Til at gakke hen og gøre ligeså for at komme fri af dette skrækindjagende bøddel-offer-mønster.
Insisterer på at vi siger til os selv, at vi i vor bevidsthedsmæssige udvikling er nået dertil, at vi ligesom Jesus Kristus uanset hvad nogen finder på at gøre mod os har det frie valg til at tilgive, fordi vi ved, at de ikke egentlig ved hvad de gør. Intelligensmæssigt ved de det selvfølgelig. Men ikke egentligt. Ikke intuitivt, ikke åndeligt. De kan ikke gennemskue de egentlige konsekvenser i kæden af årsag og virkning. Det kan vi heller ikke selv, og derfor kan vi også tilgive os selv alle vore fejltagelser.
 Men der kommer en ny drivkraft ind, som den traditionelle kristendom mangler, nemlig viljen til at ville forandre sig selv, blive ”changed”, som vi snart traller med på i Händels Messias. Vi skal ud af elendigheden, og derfor må omsorgen for hinanden, som Jesus prædikede, i fokus.  Han fortalte os, at hvad vi gør mod vore brødre, gør vi mod ham.
At han er død for vore synders skyld, at der altså nærmest er noget godt i, at han blev pint og plaget, fordi vi derved fik det evige liv, ser vi som en reminiscens af forne tiders tankegods med offermentalitet, som er flere tusinde år gammel. En sekulær forståelse indebærer en erkendelse af, at vi må hjælpe hinanden ud af hele denne offermentalitet, hvilket fordrer hidtil nye tilgange til løsning af i massevis af vore sociale problemer, som vi må til at forstå ikke i en slags tossegodhed men i næstekærlighed i kosmisk forstand, hvor vi træffer beslutninger ud fra hvad der bidrager til at skabe fred for menneskeheden som helhed. Det betyder, at alt som i sig rummer globalt ufredelige løsninger er noget vi må konfrontere os konstruktivt med.

En sekulær julebudskabsforståelse indebærer således, at vi aktivt udelukker enhver form for lydighed og gør alt, hvad vi kan, for at ethvert nyfødt barn kan få en lige så beskyttet tilværelse, som den Jesus taler om vil være tilfældet, når vi er ”changed” og offer-bøddelmentaliteten borte. Vi skal forstå og handle ud fra erkendelse af årsags- og virkningsloven i stedet for at dømme. Det betyder også, at vi skal forhindre enhver socialisering, som fremmer tænkning ved sværd, uanset hos hvem den dukker op.
Tager vi os af det, vil vi kunne finde ny mening i at synge halleluja, og der vil være en konstruktiv konfrontation i ønsket om en glædelig advent.