Slangelandet

Klara Åkande var navnet på en ung kvinde, som netop det år, hvor hun skulle til at blomstre, hev hvad hun kunne få fat i af sine rødder op - og med det fløj til et land, som hun i lang tid havde overvejet at opholde sig i. Det var et land, som lå langt borte og havde høje bjerge og uendelige strækninger af ødemark. Det havde intet af, hvad hjertet i almindelighed sagdes at begære, såsom frodige vinmarker, stor kogekunst, smukke byer, handlekraftige mænd eller fortryllede skruptudser - men det havde den sære egenskab, at det var helt uden slanger, og netop dette var det, som tiltrak Klara, som fristede hende: Det slangeløse rige!

Hendes venner lo af hende, når hun sagde, at hun ville rejse fra landet, der flød med mælk og honning - og hvor slanger sådan set slet ingen rollede spillede - for at komme til den golde ødemark uden slanger. Men de forsøgte ikke at tale hende fra det heller, for den individuelle frihed sattes meget højt i Klaras land, og menneskene, der boede der, var berømte for at have verdens højeste tolerancetærskel. De accepterede derfor uden dikkedarer Klaras drøm om en slangeløs tilværelse, ligesom de accepterede, at somme foretrak at leve med og andre uden sex, eller at nogle levede med og andre uden en gud. Det var jo hver og éns egen sag, hvad der betød noget, og derfor rystede de blot godmodigt på hovederne, mens de smilende vinkede farvel til Klaras eventyr.

Til toppen

Klara var blevet ansat af det slangeløse lands fortæringsminister til at undervise i fremstilling af mælk og honning, som hendes eget land, som nævnt, flød så rigeligt af. Og det gik også alt sammen såre godt i begyndelsen, da det var mælkesiden af sagen, hun arbejdede med, idet der var nok af køer i landet, og derfor ingen ben i det. Men da det kom til honningen, opstod der problemer, store problemer, som Klara slet ikke kunne finde nogen løsning på; for det viste sig, at landet ikke bare var uden slanger - men også uden bier! Og det var selve humlen i den sag, for hvordan skulle hun dog kunne undervise i fremstilling af honning, når der ingen bier var?

I begyndelsen lod hun som ingenting og gennemgik blot avlsmetoderne på et teoretisk plan, for hun syntes, at der var noget tilbundsgående forkert i at fortælle dem, at hun måtte være draget til landet på et forkert grundlag, idet netop det, som hun skulle give viden fra sig om, jo viste sig at være halvvejs ikke-eksisterende. Det var som om hun dermed ville komme til at snyde dem; og da det at snyde var det værste hun vidste, selv sammenlignet med rov og mord, var det ingen løsning. Hvordan hun skulle løse problemet, vidste hun imidlertid ikke. Der ville være snyd blandet ind i det, ligemeget hvad hun gjorde: Gav hun dem teori for honning, var det snyd - men sagde hun, at det hele forehavende var umuligt fra begyndelsen, snød hun også, om end i en anden forstand.

Enhver løsning af problemet syntes at bide sig selv i halen, og hun begyndte ikke bare at sove dårligt om natten - men også at drømme om slanger. Oftest var der kun én, men den var til gengæld også meget skræmmende. Den vekslede i størrelser og farver og mønstre, men altid lå den truende parat til hug med gifttænderne blottede - den spillede med tungen og snoede sig rundt om hende - velvidende, at den når som helst kunne sprøjte sin onde gift ind i hende. Og den ville også kunne kvæle hende. Den kiggede hende overlegent ind i øjnene med sit firkantede blik og fik enhver elektron i luften mellem dem til at meddele hende, at den opfattede hende som dum - helt grænseløst dum og uværdig og inkompetent, og at hendes sidste øjeblik var inde.

Til toppen

Hun havde i perioder haft den slags drømme, lige fra hun var en lille pige, og det var, hvis sandheden nu alligevel skal frem, også alene derfor hun var taget til det slangeløse land. Hun var træt af disse endeløse nætter med truende slanger - træt af at vågne op badet i sved på flugt fra dyrisk ondskab i slangeham, som jo alligevel altid viste sig slet ikke at være der - og træt af den træthed, som en lang nats flugtforsøg fra en slange altid efterlod sig i kroppen og sjælen.

Men en nat efter en dag, hvor fraværet af bier i særlig høj grad havde irriteret hende - det var på hendes trehundredeogénogtredssindstyvende fuldmånenat - begyndte hun ganske enkelt at finde situationen med angsten triviel, og lige med ét mærkede hun, at hun havde fået nok. Så hun gik til angreb på slangen med begge sine hænder og begyndte at kvæle den. Det fik den til at rejse sig og antage enorme dimensioner, men hun kunne stadig trykke til og bevare krammet om dens hals. Det var nu engang hendes skæbne at skulle kæmpe med den - og hun klemte til lige til hun vågnede, på hvilket tidspunkt slangen var overvundet.

Da lå den derfor helt slap - og mindede hende om en af fortidens virkelige tingester, som oceaner af år tilbage, da hun var en lille uskyldig blåmejse, engang havde skræmt hende så voldsomt, at hun sprang ud over en skrænt og faldt ned i en skov af brændenælder, og som senere, da de kom tilbage til gerningsstedet for at vise spejderføreren uhyret, viste sig at være en rådden hugorm, som var helt oppustet af solvarmen - slet ikke egentlig farlig længere - skuffende modsat den gnistrende trussel, den udgjorde tidligere på dagen.

Til toppen

Oplevelsen af at have besejret slangen, den morgen hun vågnede efter drømmen, var imidlertid meget anderledes end af at se den døde hugorm på skrænten. For den morgen hun vågnede efter at have kvalt den store slange med sine bare næver, følte hun en grænseløs befrielse og styrke. Det værkede ganske vist i hele kroppen efter den kolossale fysiske anstrengelse, og hun var udmattet efter at have anspændt sig til det yderste gennem en lang nat - men også lettet, for hun havde nået den hidtil vigtigste milepæl i sit liv: En slangeløs sjæl! Og hun vidste nu, at manglen på bier ikke udgjorde et uoverskueligt eller uløseligt problem, for kunne hun kvæle en slange, kunne hun også skaffe bier.

Nynnende gik hun fra soveværelset til badeværelset, nynnende tog hun brusebad, nynnende børstede hun tænder og satte sit lange hår med syvogtredive spænder og malede en slangeløs maske på sit ansigt, og hun stoppede ikke sin nynnen, førend hun stod foran sine studenter på det lille nyoprettede Mælk-og-Honning-Institut og var nødt til at slå om i talen.

Der var en klang af sanselig autoritet i hendes stemme den morgen, en ny klang, som fik de unge mænd og kvinder til at sænke deres strikketøj og give sig til at kigge mere indgående på hende. Og de så en ro og sikkerhed, som de ellers kun før var truffet på hos den store brune bjørn, hvem hun iøvrigt på mange måder nu godt kunne have en vis lighed med. Hendes hår, øjenbryn og -vipper var blevet brunere, og der var mere af det. Øjnene var også blevet brune og skinnede ligesom honning. Eleverne forestillede sig alle som én, uden at begribe hvorfor, at hun var dækket af en tyk skinnende pels over hele kroppen, og at hun lod sig dumpe ned på alle fire, og at hun rystede sig og så atter rejste sig op på to og sagde: "Det var det! Skal vi se at komme videre?" - Men bagefter var ingen helt sikker på, om det virkelig var sket eller ej. Hvorom alting var, gik hun nu hen til vinduet, kastede længselsfulde blikke ud på bjergene i ødemarkerne og sagde: "Derfor er tiden nu inde til at drage ud i naturen og synge for bierne!"

Til toppen

Nogle af de unge mennesker følte sig lidt usikre ved denne pludseligt fremkomne handlingsplan, som de ikke kunne gennemskue formålet med, og indvendte, fordi de i øjeblikket ikke kunne finde på andet, at de ikke kunne synge, og derfor ikke vidste, hvordan de skulle gribe sagen an. Men en rank blond pige, med en glorie af guld om sit hovede, sagde, at hun godt kunne synge, at hun både havde sunget i kor i kirke og for heste i stald og på tun og for katte i elskovsleg og gæs på træk, og at hun gerne ville lære dem kunsten. Hun havde en klar fornemmelse af, hvordan man skulle synge for bier, sagde hun; og det blev således besluttet, at hele holdet skulle drage på sangkursus i syv dage.

Pigen med glorien hed Lærkelilo, og hun oplyste nu, at det bedste sted at lære kunsten at synge var ved et vandfald, som havde så megen utæmmelig kraft, at det indgød angst og bæven, og så stor skønhed, at man fik klumper i halsen. En ung mand med gelé i håret lo og sagde, at han fandt det komisk at tro, at man kunne synge med skælvende knæ og halsen fuld af klumper og spurgte, om hun venligst ville forklare, hvordan det rent praktisk skulle kunne lade sig gøre. Men det kunne hun ikke, sagde hun. Hun holdt dog på sit, og derved blev det!

Nogle tiskede i krogene om, at det var et afsindigt forehavende, i og med at enhver jo vidste, at der ingen bier var, men af en eller anden grund formuleredes mistilliden til foretagendet aldrig højt, og derfor virkede den nærmere som en inspiration end som en hæmsko. Ingen kunne sige sig fri for at føle en kildrende pirring i hårrødder og hjertekule, og med den drog man så afsted til det mægtige øde vandfald Ørnedyk.

I tretten regnfulde timer kørte de tolv mælk-og-honning-studerende samt Klara gennem landskaber med vulkaner og lavamarker for at nå til det ideelle sted at synge; og i skumringen, som en enkelt mild solstråle i ny og næ brød gennem skydækket, fangede først et violet og så et gult farveflor Klaras øjne. Midt i den golde lava voksede de spædeste og skrøbeligste små blomster. Som pant på at umuligheden er virkelig nok, stod de der i vejkanten og sang; de violette sopran og de gule tenor - buskadset hummede nu baryton - de forkrøblede vindblæste birketræer bas - åh, nu stemte solen i som alt - himmel hvor frydefuldt --- og nu vendte askevulkanen fjernt i nord den øjeblikkelige durstemning til mol, så hun måtte lukke øjnene for ikke at gå i kludder på grund af den sløjfe, som lige nu blev bundet et hemmeligt sted bag pandebenet.

Der var en simren af tæthed i luften; den var tom og optog hende i sin tomhed på samme tid, som den var fyldt og bombarderede hende med milliarder af erindringer om, hvordan hun blev til. Alt for mange til at hun kunne rumme bare en brøkdel af dem; og de gjorde ondt, skabte ødelæggelse indeni hende - det var som der blev danset træskovals med snavsede gamle slidte træsko på hendes nyligt udrevne og stadigt bankende hjerte. Det var ganske enkelt for hård kost for vor lille Klara! For at gøre et eller andet tog hun det største af hårspænderne ud - det hun syntes trykkede generende på hjernebarken i baghovedet, fordi det bankede ind i nakkepuden, hver gang bussen kørte over en sten eller et hul - og hun gav sig til at focusere på horisonten for at se, om de dog ikke snart var ved at være fremme.

Det var de, men i modsætning til hvad hun havde forventet at se, nemlig Ørnedyk i duet med jagende skyer og uden andet publikum end spejdende ravne og dansende elverfolk, så hun to store rutebiler, som fik hendes lever til at slå en veritabel kolbøtte. En sort og en gul - og på siderne af dem var der, med store bogstaver, malet noget som hun vidste betød "kosmisk bistævne", med gule bogstaver på den sorte, og sorte på den gule. Hun kunne ikke bestemme sig for, hvilken slags alfabet, der var brugt. Det mindede om russiske bogstaver, men da hun ikke kunne læse russisk, gik hun ud fra, at det ikke kunne være det alligevel. Hun kunne heller slet ikke begribe, hvorfor nogen skulle finde på at afholde et kosmisk bistævne i et land uden bier, og så netop her, hvor der ikke engang var et hotel. Hvor der netop ikke var andet end det enorme vandfald, og hvor man egentlig ikke kunne foretage sig andet end netop at synge.

Studenterne sagde, at det vel nok var en overraskelse, hun der havde besørget, sådan at have et internationalt bistævne i baghånden, thi de tolkede bogstaverne lidt anderledes end Klara; og de troede hende ikke over en dørtærskel, når hun indvendte, at hun intet havde med bistævnet - det være sig kosmisk eller internationalt - at gøre. Deri gjorde de også ret, men det kunne Klara sådan set ikke vide, for det var et af den slags stævner, som ingen i virkeligheden arrangerede, og som derfor var anderledes virkelige.

Da de var ved at slå teltene op på et let skrånende plateau i flodsengen, kom en gruppe mennesker på en halv snese stykker til syne. Det så ud, som om de reverenter talt gik lige ud af vandfaldet, men de dryppede ikke, så ikke engang den mindste smule våde ud, så de måtte jo nok være kommet et andet sted fra.

De nærmede sig Klaras lille gruppe med langsomme skridt, og det var som om de bragte varme med sig, som om hver af dem havde en lille sol et sted indeni kroppen, som lyste og varmede og tørrede i en radius på et par meter omkring hver af dem. Derfor fik Klara og hendes studenter hurtigt varme tørre fødder og hænder og ild i øjnene, og istedet for at føle frygt eller ubehag ved de mærkelige fremtoninger, fik de lyst til at synge en elegi om landet uden bier for dem. Det faldt dem så naturligt at hilse dem på den måde, også selvom de endnu slet ikke havde øvet sig - endsige overhovedet kendte en elegi om bier.

Men Lærkelilo stemte i med sin gyldne alt, ligesom solen, da den gik ned, og resten faldt ind med de skønneste harmonier, man kan forestille sig mellem smerten af et hævet bistik og indtagelsen af et glas varm rom med honning. To nattesorte ravne kom flyvende, slog sig ned på hver sin bus - og vippede i takt med deres kragetæer. De så ud, som om det var en begivenhed, der hørte med til deres aftenbønritual, og som om de ikke var den mindste smule overraskede eller benovede, omend Klara ikke kunne fatte, hvordan det kom sig, at de kunne være vænnet til den slags. Nu gav de sig til at synge med - med nogle hæse sorte skrig, som fik den lille mongolsk udseende knoglede mand i midten af de mærkelige fremmede til at nikke saligt og bifaldende; og hans øjne, der hidtil kun havde kigget på dem som gennem glas, og som ganske sikkert også indtil nu havde båret briller, smilede nu underfundigt og sendte elektrochoks af skabelse ind i Klaras rygmarv. Alt var som det skulle være - og ingen tænkte på bier; men kort efter sad de to grupper ikke desto mindre fordybet i historier om disse flyvende små uhyrer, der kunne skabe noget så huldsaligt og frydefuldt som honning - mens den lyse nat voksede sig lang i en regnbue af grå ord.

Den lille knoglede mand med de elektriske øjne viste sig at hedde Anderledes Birov og fungerede som en slags præst eller talsmand for de besynderlige varme fremmede. Han havde et projekt, sagde han, som gik ud på at virkeliggøre anderledes birov; men da han ikke talte med store bogstaver, var Klara ikke helt klar over, hvorvidt projektet gjaldt virkeliggørelse af ham selv eller af begrebet. Den klarhed havde hun imidlertid heller ikke noget synderligt behov for at nå frem til. For alene det at ønske at virkeliggøre noget man ikke var sikker på, hvad var, var så storslået, at alt andet forekom hende underordnet.

I strømmen af Birovs uendelighed af ord, som han udtalte på engelsk med en kantet - ligesom hård og knoglet - accent, og med den dybeste bjørnestemme hun nogensinde havde hørt, slumrede Klara ind og faldt i en levende døs.

Denne døs skulle komme til at føre Klara til den næste afgørende milepæl i sit liv; thi den gav hendes sjæl slangen tilbage, omend her var tale om en slange så anderledes end alt hun kendte til, selv slanger, at hun havde svært ved at finde ord at beskrive den med, da hun vågnede op igen.

"Jeg har haft en eventyrligt vidunderlig drøm!" sagde hun til Birov, idet hun slog øjnene op, som i det samme gav sig til at funkle med milliarder af dansende stjerner. "Hmmmmm", brummede han, og der var en kende nedladenhed at spore i tonefaldet. Det kan tænkes, at han var stødt over, at Klara var faldet i søvn til gennemgangen af hans geniale livsprojekt. "Drømte du, at jeg gav dig et bistik, hvad?" spurgte han, egentlig uinteresseret ved tanken om nu at skulle have hele birovsprojektet hevet ned på et prosaisk drømmeplan. Men Klara var alt for hø jt oppe til at kunne lade sig hive ned, endsige fornærme, så stjernerne i hendes øjne blev ved med at funkle velsignet som akkompagnement til beretningen om den forunderlige drøm. "Nej, nej, overhovedet ikke," sagde hun med en stemme, der lød som skinnende perler, der sprang op af et nyskænket glas Perignon - og fortsatte:

"Jeg drømte, at jeg stod på et fortov og så en kæmpemæssig kobberslange ligge i spiralform midt på gaden - stor som husene - rolig, mægtig, hellig - ja guddommelig. Levende og af kobber på en gang. Den kastede sit blik på en gammel dame, som gik forbi, og fangede hende ind i sin spiral. Hun blev stiv, som af frygt, og slangen opdagede det og løsnede sit greb - lod spiralen åbne sig aldeles, så hun kunne forlade den - slippe fri. Det var tydeligt, at den ikke ville optage én, der var bange - at den vidste, at de to slet ikke havde noget med hinanden at gøre. Men det havde vi, vidste jeg. Jeg var helt bjergtagen af slangen. Havde aldrig mødt noget så skønt - og havde intet andet ønske end at forsvinde ind i slangens spiral - og blive ét med den. Jeg løb hen i retning af den, opfyldt af ønsket om, at den ville have mig. Så fik den øje på mig og åbnede sig venligt, samtidig med at den voksede sig endnu større og blev af guld. Jeg blev hævet, som jeg kom længere og længere ind i guldslangens spiral, og blev så ét med den i en nedadgående spiralbevægelse. Det var ganske saligt - som at være i de hellige haller i Tryllefløjten, tror jeg. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg var, hvor jeg skulle være - netop hvor jeg skulle være - og at dette sted var vidunderligere og guddommeligere i sin totale nåde end noget, jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Så sad jeg pludselig ved en elefants venstre bagben - på indersiden - med ryggen lænet op ad benet - og fik øje på dens ret så veludrustede phallos, der dinglede blidt og rytmisk - som i takt til fløjtemusik - også lidt underfundigt. Jeg vidste, at den gjorde sådan, fordi den skulle til at tisse, og tænkte, at jeg hellere måtte flytte mig, så jeg ikke blev våd. Men i stedet for at pjaske mig våd tissede den sprudlende vin lige ned i et glas, som jeg pludselig havde i min højre hånd. Og da vågnede jeg - ligesom den tissede i mit glas - og jeg vidste, at jeg var velsignet, så frydefuldt velsignet. Det var visdommens egne dråber jeg blev budt på - elefanttisset... Og så var der noget så ophøjet lystigt over det hele."

Der var også kommet en lille sol indeni hende.

"Nej, det var ikke et bistik, Birov", fortsatte hun, "det var en hellig drøm, en nådegave, men jeg tror, at du bragte den til mig. Jeg tror, at det var alle dine ord - og dit store projekt. Det er første gang jeg møder et menneske med så stort et projekt forstår du", sagde hun; fortsatte med "tusinde tak", og kyssede ham så lige midt på hans tørre lunefulde varme læber, der nu smilte genert.

Opfyldt af lystighedens nådegave, gik Klara efter drømmen op på en ørnehylde på en bjergside ikke langt fra vandfaldet, og der satte hun sig til at blomstre. Hun sprang ud i de mest storblomstrede mønstre, mens hun halvt sang halvt hviskede: "Vedrai carino, se sei buonino" - Zerlinas trøstende sang til den forslåede Masetto fra den genialeste opera om forførelsens dæmoniske familieskab med både skaberen og fristeren. "Sentilo battere, sentilo battere, Toccami qua".

Henført i en sådan rus, som kun urgamle elefanter og gyldne kobberslanger kan bringe en kvinde i, sang hun videre på den ærligste af alle sange, som synges kan for bier. "Sentilo battere, sentilo battere, Toccami qua!"

Og se, de kom! Den ene bi efter den anden - og da de havde drukket hendes nektar, dansede de strålende kosmiske danse over Ørnedyk.

Mere er der sådan set ikke at fortælle. Dette var historien om, hvordan bierne kom til det slangeløse land, og om hvordan Klara lykkedes i sit forehavende ved at illustrere, hvorledes man kan fremstille mælk og honning, også uden at have bier. Derfor kunne hun også rejse hjem igen til landet, der flød med mælk og honning, med følelsen af ikke at have snydt hverken på den ene eller den anden måde. Og som sådan var hun ganske godt tilfreds med sig selv. Men det var, som om der efter hjemkomsten altid manglede noget i Klaras drømme. Det skete ganske vist en sjælden gang i ny og næ at hun atter drømte om slanger, men nu var de så ligegyldige. De var hverken farlige eller på nogen anden måde imponerende. De var højst lidt irriterende og skabagtige, og Klara plejede at feje dem til side med en enkel håndbevægelse for at få fred og ro til at mindes drømmen om kobberslangen og elefanten.

© 1990 Lisa von Schmalensee