Er vor kultur delvis afsporet?

Debatindlæg sendt til Berlingske Tidende marts 2003.

Jeg vil gerne have lov til at drage en af de mænd jeg sætter størst pris på ind i debatten om krigen i Irak og mere overordnet terrortruslen. Nemlig den danske naturfilosof og eksperimentalfysiker H.C. Ørsted.

Han udtalte for knap et par hundrede år siden i "Ånden i Naturen", at kristendommen i virkeligheden slet ikke var en slags trosreligion eller kirke, men derimod en lang opdragelsesproces af menneskeheden. Han talte om, at vi på grund af loven om årsag og virkning gennem mange inkarnationer kom til at opleve lidelser i et omfang, der til sidst mundede ud i, at vi nåede frem til at kunne føle næstekærlighed på samme niveau som Jesus Kristus gjorde, da han hang på korset og bad sin far i himlen om at tilgive sine bødler, fordi de jo var ubevidste om hvad de gjorde. Ørsted så ånden komme til udtryk i alt i naturen som en slags altomfattende fornuftsorganisme, der i for os hemmelige kredsløb sørgede for at opretholde loven om årsag og virkning, således at der aldrig fandt uretfærdigheder sted. Fra Ørsteds ståsted i livet så virkeligheden sådan ud, at årsag og virkning var to sider af samme sag, hvorved årsagen i sig rummede sin egen virkning, og virkningen i sig rummede sin egen årsag.
Her er øvrigt tale om en form for tænkning som også findes i buddhisme, taoisme og nyere atomteori.
Hvis vi nu i et uforpligtende tankeeksperiment forsøger at skanne den øjeblikkelige verdenssituations dilemmaer for årsager og virkninger på et enkelt område ved at fokusere på nogle signaler, vil jeg vove den påstand, at vi kan blive opmærksomme på mindst ét område, som vi med fordel kan korrigere os selv på.
Skanner vi tankeklimaet i ideerne i de to lejre har vi vel nogenlunde disse signaler:
- tendensen i den vestlige verden, som har som idealforestilling, at mennesket i enhver henseende skal have ret til at tænke, ytre sig og handle frit, når blot disse begivenheder ikke er til fare for den helhed man indgår i, og
- tendensen, som kommer til udtryk gennem den art muslimer, som vil føre hellig krig mod vantroende, og som har som ideal at udvise lydighed overfor en morallære, der er givet af Gud gennem Muhammed.
Mange har peget på, at der ikke er noget dilemma mellem hvad der står i Koranen og hvad der står i Det nye testamente; noget jeg da heller ikke selv kan få øje på, så lad os lade skriftstederne ude af betragtning. Lad os anse det for at være ligegyldigt i denne sammenhæng. Lad os i stedet kigge på, hvad parterne signalerer vedrørende forskellige forhold, f.eks. noget så fundamentalt som familien, og herunder forholdet kønnene imellem:
Hvor der er et dilemma den fri verden og muslimerne imellem hvad forholdet mellem kønnene angår, giver muslimerne nemlig udtryk for ringeagt overfor den vestlige verdens kvindebillede. Hvis vi nu betragter ringeagtelsen som virkning, hvad kan årsagen så være?
Ja, vi kan jo ikke vide det! Vi kan kun gætte. Men i deres ringeagtelse kalder de ofte vestlige kvinder for luddere. Et frit seksualliv oplever de helt åbenbart som demoraliserende for deres kultur. En muslimsk kvinde (uden tørklæde og med både neglelak og læbestift) fortalte mig en dag, at muslimer havde en meget højere moral end vi danskere. F.eks. havde vi danskere sex foran vore børn, hvilket muslimer aldrig kunne drømme om. Jeg spurgte hende hvor i alverden hun fik den idé fra. Okjo, det have hun ofte set i fjernsynet, fortalte hun mig så. Jeg spurgte hende, hvorfor i alverden hun da så tændte for sådanne programmer. Og hendes svar var "Jamen det er overalt".
Den tyggede jeg noget på. Kvinden har flere gode hvide venner blandt både kvinder og mænd på sin skole. Hun er afholdt, og hun er godt klar over, at der er nogle få undtagelser: nemlig lige dem hun kender, men de er så også i virkeligheden kristne muslimer, bare uden at vide det, ifølge hendes opfattelse.
Hun har selv som ung pige på 16 overhældt sig med terpentin og sat ild til for at undgå et tvangsægteskab med en fætter. Arrene ses endnu. Hun blev tvangsgift senere med en anden fætter, som hun ikke giver udtryk for at være lykkelig med og fortæller småbedøvet af lykkepiller åbent om fantasier om andre mænd.
Sådanne kvinder kan jeg godt forstå, at muslimske mænd frygter kan virke forstyrrende for deres orden. For deres opfattelse af orden består ganske klart i, at kvinderne skal være lydige overfor deres mænd. De har en slags ideal om ægteskabet, som en lykkelig zone, hvor kvinden er kvinde i primitiv forstand blandt kødgryder og børn og "mødrer" hele slægten uden at stille nogle spørgsmål.
Her er vel dybest set blot tale om et ordensideal, som vi havde i offentligheden herhjemme indtil den første juridiske skilsmisse, fru Gyllembourgs og P.A. Heibergs, for 200 år siden. På dette tidspunkt begyndte vore egne kvinder for alvor at realisere sig - nogle kvalitativt andre kvantitativt - og følge mode. Søren Kierkegaard lod i "In vino Veritas" Modehandleren sige om sidstnævnte kvinder, at de virkelig var spas, fordi man kunne få dem til alt. Han sagde bl.a. at man med lethed kunne få dem til at gå op og ned ad Strøget med en ring i næsen, hvis blot man fortalte dem, at det var mode…
Det er den ikke-etiske fremtoning, Kierkegaard her fremstiller, som noget der ikke har selvagtelse. En skabning der i kierkegaardsk forstand knap kommer ind under kategorien menneske.
Men dem ser vi der nu: unge piger med piercinger i næse, tunge, navler, brystvorter etc. vise bare maver, få aborter, indtage spiritus og stoffer, spise fortrydelsespiller og udsende seksuelle signaler fra præpuberteten. I visse miljøer er det endvidere blevet mode at være voldelig.
Og bedstemødre, der er nyforelskede som 70-årige, der hellere vil ud at køre på motorcykel end passe børnebørn, eller går i lædertøj til rockkoncerter, anser vi for at være interessante i vor kultur. Bedstemødre, som altid er glade og gode og har tid, er endvidere yt i børnebogslitteraturen. De betragtes af enhver børnebogskonsulent med respekt for sig selv og sit virke for hul kliché, iflg. branchen.
Disse postordensidealer, ja, jeg tror jeg vil driste mig til at kalde dem kaosidealer, er en del af vort vestlige samfund. Jeg siger ikke at de er den vestlige verdens kvindekønsidealer, men de er en del af dem. Og de signalerer kaos i de "lykkelige" (muslimske) ægteskabers zone.
Vor kultur bærer ikke præg af lykkelige ægteskaber. Tværtimod. Det er snarere de ulykkelige ægteskabers zone vi er i. Og vi er godt klar over, at det hører med til den menneskelige udvikling, at når kvinderne bevæger sig væk fra hjemmene og ud i uddannelser og erhvervsliv, så kan mændenes maskulinitet krakelere, og de kan slet ikke finde ud af det, fordi de så skal være bløde og så alligevel hårde!!!! Men vi ønsker lykken, både mænd og kvinder, og prøver igen og igen, og arbejder hårdt med vore følelser og for at udvise tolerance overfor hinandens eksægtefæller og børn og familier. De fleste unge der indgår ægteskab gør det med henblik på at det skal holde, så børnene kan bo sammen med både deres far og mor i en kernefamilie. Vi ved godt, at der er fordele ved det, og gør hvad vi kan for at få det allerbedste ud af det.
De grundtvigianske folkehøjskoler er klar over alt det her, og formidler i den humanistiske tradition såvel forædlende oplysning som tolerance videre. Fællesskabsfølelse og kvalitative værdier er i højsædet. Og der trives også de unge muslimer, siger undersøgelser. Der føler de sig hjemme.
Men er årsagen til ringeagtelsen så i de vestlige idealer?
Årsagen er måske på et overordnet plan slet ikke at finde i forskellige idealer i den muslimske og vestlige civilisation. Årsagen er måske at finde i, at vi i vesten er kommet et par hundrede år længere i udlevelsen af frihedsidealerne, og at vi på udviklingsvejen mod frihed også oplever nogle sideveje, som måske dybest set er afsporinger. Men afsporinger, som vel at mærke for nogle af os er nødvendige, hvis vi som mennesker skal finde vor egen vej i frihed - i modsætning til blot som hunde at være lydige.
Kan det så tænkes at være en årsag, at en stor del af den vestlige populærverden kan se ud som om den fokuserer på afsporinger som idealer? Kan det tænkes, at den vestlige civilisations afsporing er at ligne med et pubertetsstadium, hvor vi render rundt og synes, at vi er mægtig smarte, men i virkeligheden ikke er ordentlig "påklædt", ligesom den berømte kejser, og at det umiddelbare umodne barn i følelsesmæssig analfabetisk udgave som Jihad ser det og i afmagt giver sig til at kaste med sten, fordi vi virker uhyggelige og frastødende i vor nøgne afsporing og skal kanøfles?
Og er årsagen, at denne afsporing har med en samfundsmæssig depravation at gøre, som vi, hvis ikke vi korrigerer, risikerer at gå under med som civilisation? Det er vel muligt så vel som alt muligt andet. Men kan vi så gøre noget for at korrigere?
Ja, vi kan vel, hvad vi vil? Det store spørgsmål er måske, hvad vi egentlig vil med vort liv og med vor civilisation og for menneskeheden på denne planet og så forsøge at være konsekvent i forhold til det vi vil. Er det fred vi vil, kan vi så begynde at stille spørgsmål til, hvordan vi kan opnå den. Jeg mener spørge for alvor, uden at have svar parate i ærmerne.
Dette kan bl.a. komme til at betyde, at vi tænker i helt nye baner, også i baner, der overskrider grænserne for demokrati. For nogle år siden udtalte Vaclav Havel f.eks. på en kongres i Wien, at hvis de lande, der påstod, at de virkelig ønskede fred, mente noget alvorligt med det, så skulle de som ansvarlige for den ny verdensorden arrestere samtlige statsoverhoveder for slyngelstaterne - om nødvendigt med brug af magt - og isolere dem sammen med deres proselytter et sted som f.eks. i Sibirien. Ikke for at straffe dem, men for at befri verdenssamfundet for den fare de udgør, og så gå i virkelig dialog med de respektive befolkninger med henblik på at finde for alle bæredygtige løsninger.
Det er vel egentlig dét, det gamle Europa ikke vil være med til, og USA vil, sammen med det ny. Skal det hele gå godt, kan det imidlertid være værdifuldt, tror jeg, at huske virkelig at lytte til, hvorfor Jihad kunne/kan få vind i sejlene, og hvilke af vore værdier det er, disse kulturer ikke har det godt med, så vi kan skabe en årsag, hvis virkning vi kan leve fortrøstningsfuldt med.
Måske er der noget i vore egne kulturer, vi dybest set heller ikke selv har det så godt med, selvom vi går rundt og tror det.

Til toppen