Er vitale dele af pressen amygdalakaprede? 

 

Sendt som kronikforslag til Jyllandsposten 22. oktober 2003 og til Berlingske Tidende 28. oktober 2003. Ikke publiceret.

 

En dag hørte jeg i en DR1 radioavis, at Europa følte sig forrådt af USA. Det blev blot sagt, som om det var en kendsgerning. Ingen blev citeret for at have den opfattelse. Det blev sagt lige så selvfølgeligt som: København er hovedstaden.
Jeg undrede mig, men følte også en mærkbar irritation. For jeg føler mig ikke forrådt af USA, tværtimod: Jeg føler dyb taknemmelighed, og oplever mig i høj grad som europæer. Så jeg tilføjede, bare for god ordens skyld, til Vorherre: ”Europa minus Lisa Burgess”.
Jeg har imidlertid lagt mærke til, at det i mange sammenhænge, hvor der tales om irakkrigen, som i min optik for øvrigt slet ikke er en krig men en kosmologisk hjælpeaktion, tages for givet, at det er USA, som er aggressor, fordi det krænker et andet lands suverænitet. Som om fællesnævneren for overhovedet at drøfte krigen er: USA har hvorom alting er begået en fejl.
F.eks. læste jeg i Tom Buk-Swientys anmeldelse af Madeleine Albrights selvbiografi Madame Secretary (Weekendavisen, Bøger, 26. sept.), at Albright virker på forkant i sin insisteren på, at det er i USA’s interesse, uanset hvor magtfuldt landet er, at samarbejde med den øvrige verden; og at denne tilgang til udenrigspolitik set ”i lyset af den hybris, Bush begik med sin enegang over for Irak”, er yderst aktuel. Også her siges det, som om det er en kendsgerning, at Bush har begået hybris med sin enegang. Nu forholder det sig faktisk sådan, at hybris er noget, kun guderne ved, om man begår. At begå hybris er at udfordre guderne, at tiltage sig en magt, som hører dem til. Eftersom vi mennesker pr. definition er dødelige, må vi vel se i øjnene, at vi har svært ved at vide, hvornår et menneske samarbejder med eller modarbejder guderne. Vi kan faktisk, i følge sagens natur, ikke vide det. Det er derfor vort hele retssystem bygger på, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Vi er ikke i besiddelse af guddommelige røntgenblik, som kan se tværs igennem vore liv og lige ind til ”synden”. Derfor er det også kun guderne, der har potens til at give én nemesis, straf. Men Tom Buk-Swienty påberåber sig i den nævnte sætning åbenbart at spille en rolle som sandhedsvidne for guderne. En sådan journalistisk indfaldsvinkel vil jeg tillade mig at være skeptisk overfor. Jeg er bange for, at den kan virke manipulerende med læserne. For man kan høre og læse om en hybris så ofte, at man ikke spørger sig selv om det er en hybris, men blot har i sig, som en forudfattet mening, at f.eks. irakkrigen er en hybris, alene fordi man har fået den holdning fra så mange hold i så lang tid, at holdningen bliver til en automatfunktion i én.
Man slipper dermed for selv at stille spørgsmål og tænke efter og hviler sig i fællesnævneren USA har hvorom alting er begået hybris, (eller en fejl) hvorved Bush meget nemt bliver fjendebilledet.
Jeg oplever holdningen poppe op i en sådan udstrækning, at jeg er ved at blive småstresset af det og har fået lyst til at pege på en anden måde at kunne anskue situationen på, som tager udgangspunkt i begreberne Slyngelstater og den ny verdensorden.
Allerede for godt en halv snes år siden pointerede den daværende tjekkiske præsident Vaclav Havel nemlig i flere sammenhænge, at hvis de europæiske lande virkelig mente noget med deres tale om at ønske verdensfred, var der, for ham at se, kun én vej frem, og at denne vej bestod i at arrestere og isolere samtlige diktatorer med proselytter og isolere dem et sted, hvor de ikke kunne øve indflydelse og gøre skade på deres medmennesker, hverken mentalt eller fysisk. Han nævnte faktisk Sibirien som en mulighed, ikke som en straffeforanstaltning, men alene for at give de pågældende lande fred til på et optimalt niveau at kunne udvikle demokrati og humanisme. Han påpegede, at hele befolkningsgrupper vedblivende ville have problemer med mental og fysisk underkuelse, så længe sådanne ledere blev indgået kompromisser med af lande, som i øvrigt påberåbte sig vilje til at arbejde for indførelse af en ny verdensorden.
At vi forlængede verdenssmerten ved at lade stå til - ved stiltiende at se vore medmennesker blive fængslet, tortureret og myrdet i slyngelstaterne.
Han sagde, at det var vigtigt at kunne skelne mellem tossegodhed og godhed. At det for verdensfredens skyld var vigtigt for os at betragte situationen med kriminelle ledere i et overordnet kosmologisk perspektiv. At verden havde brug for ledere, der turde påtage sig ansvaret; og at vi her i Europa, hvis vi virkelig mente noget med det, måtte påtage os det ansvar, også selvom vi ville kunne blive mødt af kritik, gående ud på, at vi dermed brød med suverænitetsprincippet. For der var noget højere end suverænitetsprincippet: nemlig kærligheden til menneskeheden og den etiske forpligtelse der lå i at have erkendt, at mennesker der ledes og undertrykkes af kriminelle ikke kan leve et værdigt liv som mennesker. (Citeret efter hukommelsen.) Det er, set ud fra dette ståsted, faktisk det ansvar Bush har påtaget sig, sammen med Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen og en række andre.
Den sidste officielle handling, Vaclav Havel foretog sig, inden han gik af, var da også, så vidt jeg er informeret, at deklarere sin støtte til Bush og hans allierede. Men hans indfaldsvinkel har jeg slet ikke set debatteret i pressen, om end Havel fra både højre- og venstrefløj mig bekendt kun omtales med respekt. Hvorfor fatter jeg ikke.
Hvis ellers jeg forstår noget af det jeg læser og hører i denne tid, skulle europæere være splittet i to lejre, hvoraf pressen på et overordnet plan fremstiller det, som om der i - den ene er humanister og pacifister, altså intellektuelle fredselskende mennesker, som er imod irakkrigen, fordi de principielt er imod al krig, eller fordi det ikke kunne bevises, at Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og som er af den opfattelse, at det er forkert at angribe en mand, som man ikke har kunnet bevise var skyldig i fremstilling af masseødelæggelsesvåben - - og i den anden mennesker af en noget grovere støbning; nogen der kan lide at spille med musklerne og vise magt og som i øvrigt har nogle økonomiske interesser i at kunne kontrollere den irakiske olieproduktion. I denne lejr fremstilles Bush som en slags høvding, der bakkes op af autoritetstro menige krigere, som ikke kan tænke selv.
Herunder Blair og Fogh Rasmussen.
Det er muligt, at jeg er galt afmarcheret; og i så fald vil jeg da blot prise mig lykkelig over det.
Men det er, så vidt jeg kan se, også muligt, at det er dette indtryk der via pressen bliver det dominerende, hvorved mangen læser måske i højere grad tager stilling for eller imod disse to lejre i stedet for at blive ført ind i en så nuanceret som mulig måde at anskue hele situationen på, en inspirerende måde, hvor man får nogle hjælperedskaber til at kunne tænke selv.
I den forbindelse vil jeg gerne tage udgangspunkt i begrebet Den ny verdensorden. Helt overordnet kan man sige, at Den ny verdensorden rummer en måde at anskue det at have orden i verden på, som svarer til vor tids moderne personalepolitik, der går ud på, at enhver ikke af lydighed men af personlig ansvarlighed gør det, der skal til, for at trivsel og behag kan opstå og blomstre i helheden. Indenfor Den ny verdensordens selvforståelse skaber man derfor ikke lykke for sig selv på bekostning af andre mennesker. Det er denne pointe, der er årsagen til, at ledere indenfor trenden Den ny verdensorden ikke med særlig god samvittighed kan samarbejde med og indgå kompromisser med en leder, som opnår privilegier for sig selv og sine proselytter via ren og skær lydighed fra befolkningen og på bekostning af andres frihed – bl.a. ved at slå dem ihjel. Skal vor klode på et globalt plan ind i en sådan ny verdensorden, indebærer det faktisk, at de diktatoriske styrer ét for ét må afskaffes til fordel for demokratiske styrer, hvori befolkningerne langsomt vænner sig til selv at påtage sig ansvar og handle ud fra det.
Når politikere indenfor Den ny verdensorden taler om, at dette eller hint ikke kan tolereres indenfor den ny verdensorden, vejes og måles der, så vidt jeg kan se, i henhold til graden af ihjelslagningsprincip. Ledere eller oprørere, som opfordrer til at medmennesker slås ihjel med egen gevinst som formål – og uden respekt for det enkelte menneskeliv og dermed uden tanke for helheden, anses indenfor Den ny verdensordens paradigme for at befinde sig på et udviklingstrin, der er for primitivt til at kunne matche den nye orden. En så grov form for ihjelslagningsprincip kan Den ny verdensorden ikke udvikle sig side om side med. Den har kunnet det i en periode. Men jo længere Den ny verdensorden kommer i sin udvikling, jo mere udvikler den ansvar for. Og i disse årtier er Den ny verdensorden kommet så langt i sin udvikling, at de ansvarlige ledere indenfor denne trend, gætter jeg på, ikke kan bevare deres selvrespekt, og dette indebærer ikke kan nænne, ja, jeg kalder det altså nænne, blot at se til, medens befolkningsgrupper myrdes, lemlæstes, voldtages, fængsles, underkues fysisk på andre måder eller tvinges til forskellige ydmygende former for følelsesmæssigt og mentalt slaveri.
Overgreb overfor hele befolkningsgrupper anser ledere indenfor Den ny verdensorden sig for ansvarlige for. At disse ledere ikke er valgt af de kuede og undertrykte eller døde grupper er i denne forbindelse faktisk aldeles ligegyldigt, idet ansvaret for Den ny verdensorden pr definition implicerer ansvaret for at tænke på helheden, holistisk, om man vil.
Og det er jo dét, de siger: Bush, Blair og Rasmussen m.fl.. De siger, at det vigtigste slet ikke er, om man finder disse masseødelæggelsesvåben. Det vigtigste er ikke, om Hussein kunne nå et givent mål med raketter på fire timer. Det allervigtigste er faktisk, at Den ny verdensorden, som indenfor den kosmologi, Havel henviser til, betragtes for at være det naturlige skridt ind i en ny æra, hvor alle klodens beboere kommer til at leve et liv i en ny dimension af fred, værdighed, behag, velfærd og som nøglebegreb har: frihed under ansvar … at denne orden bremses i sin vorden af de kriminelle tyranner. Jeg spørger mig selv om, hvorfor pressen ikke kan høre, at det er det, de siger. Eller lader som om de ikke kan høre, at det er det, de siger. Og jeg spørger mig, hvorfor pressen til stadighed fokuserer på, om det kan tænkes at masseødelæggelsesvåbnene slet ikke findes, og om krigen derfor har været ført på forkert grundlag.
Jeg er bange for, at dét, der er tale om her, er dét, man indenfor hjerneforskningen kalder amygdalakapring. Amygdalakapring er et fænomen, der forekommer i den menneskelige hjerne, når man i en tilstand af alarmberedskab helt ubevidst handler udfra den del af hjernen, hvor erindringerne, fra alle de gange vi på primitive dyrestadier reddede livet, befinder sig. Erindringer om situationer, hvor vi handlede ved at gå til angreb, i forsvar, flygtede eller gik død. Hjerneforskerne peger på, at det rent faktisk har været uhensigtsmæssigt for menneskeheden at kunne kapres af denne hjernedel i de sidste tredive tusinde år. Når vi kapres af amygdala, handler vi nemlig, som det primitive truede dyr måtte gøre for at overleve, og koderne i sådanne situationer er af en helt anden art, end hvad det moderne menneske, som lever i en langt mere kompleks sammenhæng, har brug for.
Det moderne civiliserede humanistiske menneske har brug for at kunne praktisere rent nærvær, og dermed menes møde en situation uden at være forudindtaget af tidligere oplevelser - samt for både at kunne give og modtage empati uden at lade sig kapre af de primitive følelser. Man taler om, at der er brug for en intellektualisering af følelserne og en følelsesmæssiggørelse af intellektet, således at vi ikke har én fornuftsmæssig tilgang og en anden følelsesmæssig. Her er altså tale om en måde at tænke på, hvor vi ikke rives med af sym- og antipatier, men i stedet forsøger at give så stor en del af helheden som muligt empati, alt medens vi bevarer overblikket. At vælge et handlemønster, som udgør det for helheden mindste onde.
Konsekvensen af en sådan tænkning kan så godt være, at man beslutter sig for at ville fjerne Saddam Hussein med proselytter. Ikke for at føre en krig – men for at skabe fred i et overordnet kosmologisk perspektiv. Dermed mener jeg skabe et for jordkloden så ordnet liv, at så få som muligt lever i angst og frygt og undertrykkelse, og så mange som muligt kan komme til at udnytte og udvikle de talenter, som kan være til berigelse for jordelivet. Set fra mit ståsted, kunne pressen have en umådelig værdifuld rolle at spille som sparringpartner i en sådan verdensudvikling.
Tænk bare på, hvor værdigt det ville kunne være for alle fredselskende lande at hjælpe USA med genopbygningsarbejdet i Irak i de kommende år i stedet for som nu, hvor det i pressen ikke vurderes som samfundsgavnligt eller ærefuldt, men snarere som blot at agere halehæng til USA.
Jeg er bange for, at vor tids presse har den holdning, at tankegange som Havels ikke kan sælge. At det kun er drama, der kan sælge.
Men set fra mit ståsted, er dramastimulering i nyhedsformidling udtryk for nontænkning og ren illusion og dybest set journalistik af en art som styrker en kollektiv amygdalakapring. Det kan godt være, at det er den eneste indfaldsvinkel der sælger eller giver seere. Men så vil jeg bare tillade mig at sige, at det er jeg faktisk ked af. Også at jeg ikke tror på det. Jeg tror faktisk på, at der findes mange mennesker, som vil synes, at det er sjovere - og give oplevelser af langt mere værdig karakter – i nyhedsformidling at få mulighed for at opleve nærvær og empati og dermed være med til at tænke kreativt og handle derefter: Løse problemer og bygge op.