Kommunikation baseret på følelsesmæssig intelligens?

Svaret ser ud til at være kognitiv fitness

 

Åndelig og mental sløvhed med følgesvenden misforståelse kan koste dyrt, både i privatlivet og i erhvervslivet, og både indenfor det sociale og det økonomiske område.  Men  nyere forskning i kognitiv neurologi indikerer, at det lader sig gøre simpelthen at vælge fænomenet fra, og at der kun er én vej at gøre det på: Nemlig den der skaber udvikling af den følelsesmæssige intelligens. Dens navn er kognitiv fitness.

 

Det lyder nemt, men det er det slet ikke. Det fordrer som udgangspunkt vilje til at turde løsne sig fra den virkelighedsopfattelse og  selvforståelse man har haft indtil dato, vilje til at blinke med øjnene engang og forsøge at se verden på ny; efterfølgende give sig til at bruge hele hjernen til at tænke over det man ser.

 

Paveembedet og vel også politiske ledelsesposter undtaget, har fokus i vor civilisation været på den almindelige intelligens, den der er målbar og vedrører vor evne til at løse afgrænsede opgaver, som fordrer hukommelsesevne, kombinationsevne og analytisk evne.  Den er der da også bred enighed om er helt fundamental for at tilpasning i vor verden kan finde sted, så vi kan passe et job, læse en brugsanvisning o.s.v.  Men det er kommet bag på mange, at en høj intelligenskvotient på f.eks. 150 ikke betyder, at man dermed lettere opnår succés i livet. Omfattende undersøgelser i især USA har peget på, at er den almindelige intelligens på blot 100, altså gennemsnitlig, og derover, er det afgørende for, om succés opnås i livet, om den følelsesmæssige intelligens er udviklet eller ej, og slet ikke, om den almindelige intelligens er høj eller ej. Undersøgelser viste tværtimod, at personer med høj intelligens kunne leve som fiaskoer, når den følelsesmæssige intelligens ikke var tilstrækkelig udviklet til at egentlig kommunikation med én selv og omverdenen var mulig. Dermed menes, når evnen til at give sig selv og andre empati ikke er til stede.

Det er først indenfor de sidste tredive års tid, at forskning i følelsesmæssig intelligens for alvor har fundet sted. Og først i løbet af de sidste ti års tid, bl.a. takket være nye højtudviklede måleapparater, der både kan måle tid og sted for impulser i hjernen med hidtil uset præcision (PET og MR), at man har kunnet opdage, hvad det egentlig er, der foregår i hjernen, når følelsesmæssig intelligens udvikler sig.

Hvad man har fundet ud af er, set ud fra almenvellets briller, intet mindre end revolutionerende, idet der er tale om ny viden, som kan føre os ind i et etisk paradigmeskift. Et paradigmeskift af en art, som resulterer i, at det enkelte menneske helt naturligt påtager sig ansvaret for sig selv og sine gerninger.

Hvad har man så opdaget?

Der er to store opdagelser indenfor den kognitive neurologi, som, hvis vi tager os af dem og handler konsekvent i forhold til dem, skaber en helt ny indfaldsvinkel til såvel bevidsthed/konflikt/konfrontation som sygdom/demens/alderdom.

Den første er begrebet amygdalakapring, som dækker over en proces i hjernen, hvor oplagrede informationer i den allerældste del af hjernen, den såkaldte krybdyrhjerne, kirtlerne, hvor vore flygt/kæmp/dø impulser befinder sig, eksploderer og bemægtiger sig alle funktioner i hjernen. En sådan proces går i gang, når vi føler os under angreb, må forsvare os, bliver bange på en sådan måde at vi flygter eller bliver chokerede, således at vi bliver handlingslammede. Inden en sådan proces går i gang, har der i vor atmosfære udspillet sig noget, som minder om noget, vi i vor kollektive ubevidsthed har været ude for før, og hvor vi som primitive væsener undgik katastrofe ved at handle via angreb, forsvar, flugt, ”gåen død”.

Når amygdalacentret kaprer os, sker det imidlertid ½ sekund, inden vi er bevidste om det. Dette lader sig gøre, fordi der mellem hjernens fordelingscenter og amygdalacentret befinder sig en smutvej, som gør, at der pr. automatik, når vi føler os truet,  kan gå signaler til dette område med en sådan hast, at vi kan handle hurtigere end vi tænker. De kognitive neurologer er ikke i tvivl om, at vi grundet denne specielle hjernemæssige funktion  på primitive stadier i udviklingen har reddet livet milliarder af gange. Men de er også bevidste om, at denne specielle funktion, denne smutvej, som gør, at vi handler inden vi er bevidste om, hvad det egentlig er, vi foretager os, har været uhensigtsmæssig for os de sidste 30.000 år i vor udvikling.

Dette sker hver gang vi foretager en dom, hvor uskyldig den end kan forekomme os.

Mange af os har nok minder om situationer, hvor vi kom til at sige noget, der bare ”røg ud af munden på os”, og hvor vi efterfølgende ”kunne have bidt tungen af os selv”. Vi kom måske ganske unødigt til at såre nogen – og skammede os.

Sådanne situationer er ikke de farligste. At vi skammer os er jo tegn på, at vi er vågnet op, er blevet bevidste om det unødige i vort handlemønster og kan hjælpe os til at undgå at mønsteret gentager sig.

Nej, det farligste ved denne automatfunktion er, når vi ikke når til bevidsthed om, at den foregår overhovedet og dermed som alleryderste konsekvens kan leve et helt liv med ½ sekunds forsinkelse:  Leve et helt liv uden nogen sinde at være bevidst i nu’et. Leve et helt liv, hvor det permanent er minder, erindringer, tanker og følelser fra fortiden, som afgør, hvordan vi reagerer på hændelser i nuet.

Dermed kommunikerer vi nemlig aldrig med skaberværket synkroniseret i nu’et. Dette betyder, at vi aldrig hører hvad nogen siger, men hvad vi tror, de siger. Og vi ser aldrig, hvad der sker for vort åsyn, men hvad vi tror, der sker. Vi vurderer og dømmer således os selv og vore omgivelser ud fra for os ubevidst værdiladede begivenheder i vor fortid. En sådan adfærd kan fastholde os i et ”som jeg plejer”-mønster, hvilket udelukker åndelig,  mental og følelsesmæssig udvikling.

Personer, der lever i bestandig amygdalakapring er reaktive, har deres bestemte og fastlåste meninger om alt og alle og ejer ikke evnen til at tænke abstrakt eller have overblik. For dem er en skovl en skovl og en spade en spade. De vil til enhver tid fornægte muligheden af, at en sandhed på et andet plan kan være, at begge dele er en samling atomer undervejs i et spiralkredsløb som en potentiel himmel, parat til at falde ned på jorden til os. Den reaktive vil afvise blot at tænke en sådan tanke under hensyntagen til, at det er udenfor agendaen.

Amygdala kan rumme mange forskellige typer af mytterister, hver og én en del af vor personligheds ubevidste eller bevidste minder fra fortiden. Og det hjælper ikke noget at ignorere dem; gør vi det, vil de nemlig, som et ignoreret barn, gå i udbrud som en vulkan med tiltagende styrke, for at blive taget sig af.

Hvad forskningsresultaterne i amygdalaprocessen  pegede på var, at vi rent faktisk har muligheden for at omstrukturere vor hjerne, således at vi kan tage os af, hvad der er af reminiscenser af følelser og behov der, uden at blive kapret af dem.

Til brug herfor er bl.a. den ikke voldelige kommunikation, på slang kaldet giraf, hvis metoder  er beskrevet af Marshall B. Rosenberg, yderst velegnet. Neurologerne peger nemlig på, at dét, der skal ske, hvis vi skal undgå kapringen, er, at vi som udgangspunkt foretager en iagttagelse af situationen, en ren betragtning, som er karakteristisk ved ikke at være iblandet følelser. Så snart en følelse i forhold til situationen dukker op, skal vi registrere den og selv tage ansvaret for den. En hvilken som helst følelse, der dukker op,  tager vi altså ansvaret for som vor følelse, ikke nogen som helst andens, og ikke fremkaldt heller af nogen som helst anden. Vi konstaterer alene, at den er dukket op under iagttagelsen af den givne situation. Metoderne i giraf kan i høj grad hjælpe én med at lære  at beherske sådanne processer.

Det er umådelig vanskeligt for os at komme i kontakt med vor egen følelse og blive bevidst om den. Det er meget lettere at fortælle en anden, en chef, f.eks. at hun ikke er god nok, måske er ignorant overfor ens arbejde og ikke formår at anerkende og værdsætte, end at fortælle, at man er ked af ikke at få ros eller anerkendelse, og at man har behov for at nogen fortæller én, at man er god og værdifuld, fordi man ellers kan tvivle på, om man er det. Noget sådant er meget svært at sige. Det er som om, der er en indre hæmning. De fleste vil finde det pinligt at sige. Det er meget nemmere at fortælle en anden, hvad der er i vejen med hende; hvilken fejl hun har, som ødelægger ens livskvalitet.

Aktiviteten oppe i neo cortex, hvorfra iagttagelsen finder sted, er hos reaktive mennesker ikke vant til at være i kontakt med følelserne, så når en reaktiv skal forsøge at svare på, hvad han egentlig føler, står han overfor et lige så vanskeligt projekt, som når en rejsende skal gennem en aldrig tidligere af mennesker betrådt  jungle, og kun har en tre-i-ener neglesaks at skære sig igennem med. De første gange er det et vældig besværligt og hårdt arbejde at komme igennem ind til ”følelserne”. Det lykkes faktisk slet ikke. Men nogle få lianer er blevet klippet itu. Efter mange forsøg begynder en lille smal sti at fremkomme, og efter nogle års daglig benyttelse begynder stierne at udvikle sig til veje og senere til autostradaer. På et tidspunkt bevæger impulserne sig via disse baner hurtigere end med lysets hastighed til amygdala og retur til frontallapperne, og fra da af finder kapringer ikke længere sted. Fra da af er vi i permanent kontakt med vore egne følelser, ved hele tiden hvordan de er, får dem hentet op til bevidstheden og bearbejdet så hensigtsmæssigt der, at beslutningen træffes på baggrund af de behov de udspringer af, hvorved beslutningen i sin dybeste konsekvens træffes på baggrund af viljen til at nå frem til det mål, der måtte kunne dække behovet.

Da følelsesmæssig intelligens ikke  blot rummer evnen til at udvise en sådan empati overfor sig selv, men som sagt også overfor medmenneskene, betyder det, at samme proces foregår i henhold til  dem man kommunikerer med, hvorved den endelige beslutning træffes på baggrund af den højest tænkelige form for kompleksitet,  hvori også indgår behovstilfredsstillelse for omverdenen. På grund af dette kan det ikke forekomme, at man kan nænne at foretage en behovstilfredsstillelse, som sker på bekostning af nogen anden. Man tænker i fremtidsløsninger til fordel for helheden.  En proaktiv adfærd har udviklet sig.

Men hvem er så denne proaktive, hvem er dette ”jeg”, som foretager den omtalte beslutning? Og hvordan kan jeg være sikker på, at det ikke er endnu en delpersonlighed fra amygdala, en hjemmedrage camoufleret med dommerparyk, der sidder og bestemmer?

Vi skal til  neurologiens anden store nye opdagelse, for at finde svaret. De allernyeste landvindinger indenfor kognitiv neurologi fremkommer nemlig med den svimlende opdagelse, at vor civiliserede bevidsthed, højere bevidsthed, dømmekraft, empati, sande identitet eller  sjælelige jeg, hvad nu man vælger at kalde det - en af verdens førende neurologer, Elkhonon Goldberg, kalder det hjernens dirigent -  har sæde i frontallapperne. Han taler om en autonomi, et center for bevidsthed om inspiration, som er karakteristisk ved ikke at forholde sig til den blotte sum af information som den samlede hjerneaktivitet kan give, men som formår at forbinde sig med et viljesaspekt, der er holistisk, altså empatisk i forhold til helheden, hvorfor løsningerne der vælges også altid vil være til fordel for den enkelte.

Neurologerne peger på, at det formentlig er aktivitet i dette center, som de indviede på primitive stadier i udviklingen har hørt som gudernes røster, og som vi også kender fra nyere tiders inspirerede pionerer. Således taler liberalismens urfader Adam Smith i sin afhandling Moralske følelser om den indre upartiske iagttager,  der har funktion som en etisk og åndelig vejleder; og fysikeren og naturfilosoffen H.C.Ørsted, som påviste sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme, taler om inspiration via guddomsgnister, som gjorde, at han vidste, at der var sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme, inden det overhovedet kunne påvises, samt at kristendommen i virkeligheden var en lang opdragelsesproces mod målet: Forvandling af mennesket fra stadiet egoisme til altruisme, eller fra kristendomsritualisering til kristen praksis.

Det viser sig, at der sker noget forvandlende ikke blot i sindet men også i de biologiske stresshormonsystemer, når aktiviteten overgår fra at være i amygdalakapringsmønstret til at rumme aktivitet i frontallapperne. Når der er aktivitet i samtlige frontallapper på en gang og på en sådan måde, at de samarbejder, muliggøres en formidabel kommunikation mellem frontallapperne og samtlige øvrige centre i hjernen nemlig. Dette sker primært som en elektrificering af hele hjernen, hvorved impulser af enhver art kan modtages langt hurtigere end ved almindelig tænkning, og sekundært som en kemisk proces, der kan registreres i hver en celle i hele legemet.

Når mennesket befinder sig i det reaktive adfærdsmønster, hvor det fremherskende træk er, at amygdalakapringer finder sted i en lind strøm, går der konstant signaler fra hjernen til binyrerne om at producere cortisol, som er en gift, der hober sig op i hver en celle i hele kroppen, hjernen inklusive,  og langsomt nedsætter immunsystemet. Når man befinder sig i dette stressshormonsystem går  kroppen og sindet langsomt i forfald. Afhængigt af  mange forskellige faktorer udvikler forskellige former for sygdomme sig. Mest uhyggeligt er måske den type forfald, som vi tror har med almindelige alderdomssymptomer at gøre, nemlig demens. I neurologien tales om første symptom som oplevelse af  stress, andet følelsen af udbrændthed, tredie demens.

Men i henhold til denne nyeste forskning er demens, såvel som stress og udbrændthed,  ganske unødvendig at komme til at opleve. Når man befinder sig i det proaktive adfærdsmønster, som beskrevet ovenstående - er i den tilstand man i daglig tale kalder ”aha-oplevelse”, når man altså ser alt klart og er inspireret og kan tænke kreativt og konstruktivt – når det højere selv får lov til at være in charge som dirigenten i hjernen, defineret som noget, der er større end summen af alle ens egne dele, går der nemlig signaler til binyrerne om at producere en helt anden type stresshormoner, kaldet pyrokathechiner, som er helt specielle ved at være elektrifiserende og dermed stærkt belivende og fremmende for hele immunsystemet. I dette stresshormonsystem har man oplevelsen af at befinde sig i en tilstand af FLOW, og den store udfordring for menneskeheden ligger formentlig nu i at tage sig af denne indsigt.

I USA er de mest fremsynede virksomheder begyndt at eksperimentere med at have alle fra top til bund på kognitive fitnesscentre, og i Danmark er interessen omkring de første tiltag indenfor området også mærkbar.

Dybest set er der tale om et nyt paradigme indenfor ledelse, som i sig rummer potentialet til, at hver eneste impliceret (i virksomhed, forening eller familie) påtager sig ledelsesansvar, og hvor ansvaret permanent regnes i forhold til det højst mulige niveau af kompleksitet den enkelte kan overskue. Hermed får begrebet loyalitet også en ny dimension, idet loyalitet hermed frigøres totalt fra muligheden for at kunne forveksles med begrebet lydighed. Loyaliteten ligger i den tillid man har til, at medmennesker kan træffe beslutninger til fordel for den helhed man indgår i. Og tilliden udvikles i forbindelse med den daglige praksis, hvor vi foretager indsættelser på tillidskontoen. Sker der flere udtag end indsættelser, hvilket er tilfældet når vore medmennesker ikke føler sig hørt og forstået, daler tilliden, forsvinder måske helt.

Hvad der sker for tiden i virksomheder, hvor det ”går galt” er, at ansatte, i misforstået loyalitet  under det gamle paradigme, udviser lydighed overfor en leder, som allerede har overtrukket tillidskontoen. Dermed overtrækker den pågældende sin egen tillidsmæssige kassekredit, og vedkommende går i en form for følelsesmæssigt minus, som skaber nedbrydende metakonflikter i virksomheden af en art, som minder om amygdalakapringen hos den enkelte. For gør jeg noget, som er mit inderste (dirigenten)  imod, alene for at udvise lydighed, kan den klang, som er mit særkende, helt forsvinde, og dermed mister jeg mig selv, min eros, min livslyst … og en hvilken som helst proces jeg har med at gøre drænes derved for energi.

For at en ledelsesstruktur i dette paradigme skal fungere optimalt, skal lederen udmærke sig ved at kunne håndtere netop det højeste niveau af kompleksitet, som jo indebærer samtlige impliceredes virkelighedsopfattelser, følelser, behov og målsætninger samt evnen til at reagere på dem ud fra en bevidsthed, som er større end summen af alles delmængder, hvilket dybest set fordrer en spirituel dimension.

Et problem i dette nye ledelsesparadigme er imidlertid, at de enkelte implicerede måske ikke kender til egne følelser, behov og målsætninger, ikke aner hverken hvem eller hvad de er, eller hvad de vil.

De vil måske bare, for at få lønnen, gøre det de bliver sat til, og er ikke bevidste om, at selve det at handle i lydighed, hvor det måtte stride mod ens egen dirigents eros, skaber metakonflikter både for vedkommende selv og virksomheden.

Er det tilfældet, har ledelsen et korps af kaos at forholde sig til, og må egentlig begynde med at få skabt orden i dette.

Mon ikke det er her mange moderne virksomheder befinder sig?

Kognitiv fitness, som rummer konstruktiv og kreativ bevidsthedsudviklende  kommunikation med sig selv og andre, ser ud til at være det pt mest hensigtsmæssige svar på problemet. Der er ikke et løsen, et sesam-sesam luk dig op, at bruge. Der er tale om en lang og drøj proces, som at stå med tre-i-eneren foran en tilgroet jungle.

Og hvor begynder man så?

Mon ikke det mest effektive er at sikre sig, at lederen selv er kognitivt fit, ellers se at få ham sendt i et kognitivt fitnesscenter, og efterfølgende så få resten af staben afsted.

Konsekvenserne af dette mulige paradigmeskift vil kunne spores på alle områder. Et eksempel, som vil kunne få en yderst overordnet betydning for den vestlige verdens økonomi er, at kognitiv fitness i et bredere perspektiv vil kunne få vor produktion til at undgå stagnation med efterfølgende depravation. Ved at foretage et sådant paradigmeskift vil vi ikke blot være konkurrencedygtige i forhold til den billigere arbejdskraft i østlandene, vi kommer gennem disse nye kreative måder at tænke på endvidere til at udvikle ideer og koncepter af visionær art og dermed skabe helt nye markeder.