Fremtidens selv ~

Det kybernetiske Selv

Ole Vedfelt:

Ubevidst intelligens.

Du ved mere end du tror.

Gyldendal 2000,  352 s., kr. 249.

Ole Vedfelt er uddannet jungiansk psykoanalytiker, men har, inspireret af de gamle kybernetikere, og i smidigt og levende samspil med mange andre gældende psykoterapeutiske metoder, gjort selve de kybernetiske principper til det altgennemtrængende i udviklingen af nyere metoder. Selve ordet kybernetik kommer af det græske kybernetes, som betyder styrmand, og som af Norbert Wiener i 1948 blev foreslået til brug for betegnelse for videnskaben om styringsprocesserne i levende organismer, maskiner og samfund. Vedfelts udgangspunkt er hentet fra forskningsresultaterne indenfor hjerneforskningen, hvilket også var tilfældet for Goleman og Rosenberg, hvis psykologier er anmeldt tidligere i dette tidsskrift. Og det er lige netop den kendsgerning, at over 90 % af vor tænkning foregår i en form for bevidsthed, som vi ikke er bevidste om, en såkaldt subliminal sansning, der er hele bogens pointe. Vedfelt får på meget pædagogisk vis redegjort for, hvorledes følelsesdominerede delpersonligheder undertiden periodevis kan dominere hele vor personlighed og foretage sig ting, der er udtryk for en primitivitet, som ikke er nødvendig i forhold til den kompleksitet, som en overordnet betragtning af summen af delpersonligheder i os muliggør at vi kan reagere ud fra. Formålet med hans teorier og metoder er at give nogle redskaber, som vi kan bruge til at komme i kontakt med et styresystem i os selv, som befinder sig på et niveau, hvor identificering med nogen af delpersonlighederne er umulig. Der er tale om et styresystem, som rummer den højest tænkelige grad af kompleksitet. Han taler om "det indre falkeøje", som skal koble det kritiske intellekt fra og lytte i sit eget indre med en frit flydende opmærksomhed. Her er tale om at foretage en progressiv spejling i modsætning til en forvrængende, formørkende eller reflekterende spejling. Mange af de øvelser, han foreslår, tjener det formål at skærpe intensiteten i nærværet både i forhold til sig selv og den anden gennem introspektion, altså indadrettet betragtning, med henblik på at komme i kontakt med sit eget supramodale rum, hvor en enorm mængde af information befinder sig, som aldrig er tilgængelig for én, sålænge man forbliver i bevidsthed eller indgår i primitivt sentimentalt føleri. Bogen er såvel inspirerende som yderst bekræftende for alle personer, som indenfor psykoterapien med kosmologien som fundament er ved at udvikle nye metoder. Således har kybernetikken det mål i sig, at nye modeller skal kunne operere med "mentale modeller", der kan simulere "indre liv". Det er lige netop det, man gør, når man via den åndsvidenskabelige logik forsøger at forestille sig konsekvensen af en eller anden handling på et abstrakt plan; og det er via sådanne tankerækker, at man undgår at blive kapret af personlige sym- og antipatier, men i stedet træner sig i at afprøve forskellige situationer uden input og output. Det geniale i kybernetikkens forståelsesramme er, at man ikke, som i mere sjakalagtige metoder, skal vende sig imod noget i sig selv eller andre. Man skal ikke gøre noget som helst i sig selv eller andre til fjendebillede og komme det til livs. Det højere niveau af styresystem integrerer derimod de lavere niveauer i en ny overordnet struktur, og en differentiering af personligheden kan derfor finde sted inden for den nye ramme (se p. 286). Man kan sige, at metoden går ud på at få udviklet en form for tolerence overfor samtlige delpersonligheder, også skyggepersonlighederne, idet en højere kosmologisk form for forståelse og accept af deres væsen i én, betyder, at man undgår at projicere dem ud på andre. Dermed transformeres de naturligvis og overgår til en tilværelse i en ædlere del af æterlegemet. Teosofferne kalder det måske en form for transformation fra det astrale til det mentale plan. I kosmologiens terminologi vil det måske kunne formuleres som en bevægelse fra at være hovedsagelig under indflydelse af tyngdeenergi (med sympatier og antipatier) til at være hovedsagelig under indflydelse af intellektualiseret kærlighedsenergi. Vedfelt drager ikke disse paralleller. Men logikken og hensigtsmæssigheden i principperne fremgår tydeligt, og jeg vil derfor anbefale den som læsning til alle, der beskæftiger sig med mennesker og som ved, at mennesket består af mere og andet end krop og psyke, og at der er hjælp til forståelse at hente i at give slip på det lavere selv. ifølge PBJ's erindring stærkt bevæget sagde: "Det vil jeg gerne for en ordens skyld sige dig, Per, at uanset hvad du i fremtiden vil gøre for min sag, så har det på forhånd min velsignelse." Når man ret betænker, at hele forsynet har hørt den bemærkning, kan jeg ikke se andet, end at vi hermed har fået noget at undre os over. Og hvad kan en måne vel mere ønske sig af en sol?