Det uomgængelige

Kai Sørlander: Det uomgængelige - Filosofiske deduktioner
Med forord af Georg Henrik von Wright.
Munksgaards forlag, Rosinante, 168 s.

Kai Sørlander (f. 1944) har studeret filosofi ved Københavns Universitet og skrevet guldmedaljeafhandling om Wittgenstein såvel som offentliggjort artikler i filosofiske tidsskrifter i Norge, Sverige og England. Men kendt er han ikke. I sit forord skriver den berømte finske filosof von Wright imidlertid, at Det Uomgængelige har forudsætninger for engang at blive betragtet som en klassiker i dansk filosofi i dette århundrede. Og en sådan bemærkning påkalder sig jo en vis interesse, i det det ligesom antydes, at manden må være forud for sin tid. Så lad os kigge på, hvad det Uomgængelige - det man ikke kan komme udenom - så er for noget.

Sørlander tager sit udgangspunkt præcis der, hvor Kant slap. Han går tilbage til grænsetiden, hvor det, der skulle være filosofi, blev sproganalyse og videnskabslogik, og stiller sig opgaven at afdække reglerne for, hvorledes en mulig verden nødvendigt må være. Tilgangen til løsning af opgaven er den materialistiske videnskab, men Sørlander formår at trænge så dybt ind i den, at han når videre end de fleste, og rent faktisk når derhen, hvor han afdækker niveauer i den fysiske opbygning af "levevæsner", som når ud over det rent fysiske. Han konkluderer således i kapitlet om betingelser for liv, at et levevæsen kun kan være formålsrettet i relation til opretholdelsen af dets eget liv, såfremt det er opbygget af enheder, som - ud over fysisk at være dele af det - også har en indre relation til helheden. Dette ser han som en minimumsbetingelse for, at levevæsnets organer kan være determineret til deres funktion i opretholdelse af helheden.. Og hermed ser det ud til, at materialistisk funderet avantgardetænkning (om nu det ikke er et alt for stort ord at bruge om Sørlanders) rent faktisk er nået frem til et erkendelsesniveau, som burde kunne gå i dialog med Martinus kosmologiens symbol nr. 7, Livsenhedsprincippet.

Mere end den første halvdel af bogen handler om filosofiens vej til sig selv, rum og tid, kausalitet og betingelserne for (muligheden af) rumlige objekter, og i disse afsnit anes kun i glimt, at her kan være tale om nytænkning. I bogens sidste trediedel, hvor han kommer ind på betingelser for liv, for bevidsthed og på de etiske fordringer, som den vedvarende udvikling af levevæsnerne fører os ind i, bliver han imidlertid næsten gribende i sit spændingsfelt. For om end hans sprog er et ganske andet end Paulus' i Romerbrevet kap. 14 (det om de svage i troen), er hans konklusion den samme: nemlig at vi forbryder os på et overordnet plan, hvis vi udøver former for ihjelslagning, som vore erfaringer siger os ikke er nødvendige for opretholdelse af vort liv. Sørlander åbner hermed op for et nyt spørgsmål i filosofien, for han mener rent faktisk at tiden er inde til, at vi mennesker tager alvorligt, hvad vore erfaringer har lært os, og ophører med at gøre, hvad vi føler os tilbøjelige til, for i stedet at gøre hvad vor maksimale grad af ansvarlighed fordrer, uanset hvad vi ønsker eller føler (underforstået i vore små egoer, for ikke at tale om dem der er på størrelse med en elefant).

Jeg kan ikke se andet end, at Sørlander med denne fokusering er ude i det ærinde Martinus kalder intellektualisering af følelsen og følelsesmæssiggørelse af intellektet, for når man bliver bedt om at spørge sig, hvad man kan gøre (for helheden), uafhængigt af hvad man selv ønsker (som Sørlander peger på som etisk ønskeligt i det afsluttende kapitel), er det jo netop næstekærligheden, der er styrepinden for bevægelsen ind i fremtiden, og vel at mærke med intelligensen som navigatør..

Det er nok kun få, der læser Sørlander, og endnu færre, som tager sig af hans etiske konklusioner, om muligt endnu færre, der overhovedet får øje på dem. Men godt er det, at der indenfor ganske almindelig akademisk filosofi overhovedet peges på den etiske forpligtelse, der ligger i at rumme de erfaringer, som vi mennesker rummer nu. Man kan sige, at Sørlander med udgangspunkt i den materielle videnskab argumenterer for, at det største kristusmentalitetskrav, nemlig at du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv, bør efterkommes. Og det er dog ikke så lidt endda.