Bro til kosmos?Peter Nilson: Stjerneveje - En bog om kosmos Tor Nørretranders: Verden vokser -
Tilfældighedens historie I Danmark er Tor Nørretranders udråbt som den, der skal være brobyggeren mellem videnskaben og kunsten, og i Sverige er Peter Nilson det. De er imidlertid brobyggere til to aldeles forskellige passager, idet TNs udgangspunkt er ateistisk og materialistisk, hvorfor han naturligvis behandler videnskabelige fakta ud fra en bevidsthedsform, der fokuserer på tilfældigheden som princip, hvorimod Peter Nilson har valgt at udgå fra, at der er en mening med det hele. Forskellen bemærkes allerede i undertitlerne, hvor TN har tilfældighed som det centrale og PN kosmos, orden. PNs bog bygger således bro mellem den form for videnskab og kunst, som bidrager til, at mennesket tager sine længsler og sit håb alvorligt, hvorfor den er dejlig livsbekræftende og udviklende at læse og dertil skaber passage til en dimension, hvor livssynet udvides, hvorimod TN snarere bygger bro mellem janteloven („du skal ikke tro, du er noget“) og materialismen ved at præsentere os for det, der for ham er en kendsgerning, nemlig at den største betydning, vi har som mennesker, består i, „at vi går rundt og fiser“, altså et livssyn der uden overdrivelse nok kan betegnes som noget begrænsende. Verden vokser består af essays i en rodet og tilfældigt forekommende bunke, som undertiden er lige lovlig sludrevorn. Især hvad angår de alt for mange sider om fiseriet. De virker pinligt pubertetsdrengeagtige. En del pointer repeteres fra Mærk verden, især angående bevidsthed og jeg-mig og det halve sekunds forsinkelse, men uden at han når videre i sine tanker desangående. Det gør han imidlertid i sit syn på universet. I Mærk verden fastslog TN nemlig, at Jorden ganske vist var en levende organisme, som vi var en slags hjerneceller på, men at samhørigheden også sluttede der, således at al snak om holisme på det kraftigste afvistes. Vi var ét med planeten Jorden, men hang ikke sammen med noget som helst uden for den. Uden at han fortæller, hvad der har fået ham til at ændre synspunkt, er vi i Verden vokser imidlertid kommet til at indgå i en form for samspil med absolut alt andet eksisterende i kosmos, og Andromeda-galaksen, som jo er vor egen Mælkevejs nærmeste nabo, kalder han sågar (om end i parentes) en storebroder. Vi er også alle på Jorden blevet til stjernemennesker (bruger han end ikke lige det ord), idet jordkloden iflg. TNs kilder i sine unge dage er blevet steriliseret så ofte og så grundigt, at alt eksisterende liv på vor planet må have sit udspring i stoffer, der er kommet hertil fra himmelrummet via kometer. Den største forskel på de to forfatterskaber består i deres tilgang til viden. TN forbliver nemlig på det journalistiske plan, refererer udelukkende andre kilder; men PN opdager selv som videnskabsmand (fil.dr. i astronomi og docent ved universitetet i Uppsala) og digter. Og denne digtning er interessant. Ikke mindst for kosmologer, som især skulle kunne forstå den. Første del af bogen, som udgør størstedelen, er fiktion; anden del henviser til den del af de videnskabelige resultater og overvejelser, som sandsynliggør virkelighedsplanet i fiktionen. Hans udgangspunkt er, at vort verdensbillede er ved at blive lavet om og forvandlet – alene pga. al den nye viden naturforskningen når frem til, men at man kan læse alle vore kulturtidsskrifter og alle vore kultursider uden at få blot den mindste anelse om, hvad der foregår. Hensigten, siger han, er at videregive noget af det perspektiv over tid og rum, der er indlysende for ham selv og de fleste af hans kolleger, og som burde være en selvfølge for hele vor civilisation. Baggrunden for selve digtningen og idéen i den har imidlertid sin oprindelse i noget, man vel må kalde en kosmisk oplevelse. Selv beskriver han den således: Men kimen til bogen er den oplevelse, som jeg har fortalt om i bogens første kapitel: hvordan jeg fra en ruindynge i Selinunte skimtede den afrikanske kyst og pludselig så, hvordan Afrika kom sejlende imod os, gennem millioner af år, tværs over det Middelhav, som for nylig ikke eksisterede og snart vil forsvinde. Sjældent har jeg så voldsomt kunnet mærke, hvad et af mine egne yndlingsudtryk virkelig betyder: „det kosmiske perspektiv.“ (p. 191) I en digterisk proces følger vi vor historie fra Jordens skabelse over vor tid og nogle årmilliarder frem. Rejsen gennem rum og tid er skabt via den tanke, at der, i hvad han kalder vort Multiversum, findes en verden af matematiske sandheder, og at den menneskelige bevidsthed undertiden kan være i stand til at fornemme dens virkelighed som det kosmiske program, der har frembragt hele universet. Dette univers er i bogens digteriske dimension imidlertid evigt i sin vorden og består ikke blot af det, som vi videnskabeligt kan måle som virkelighed, men også af alt det, der for os alene eksisterer som muligheder. Dermed bliver vi medskabere og dybt ansvarlige for, hvilken retning udviklingen tager her og nu, qua vore valg. For at give os et indblik i det omtalte kosmologiske perspektiv, opfinder PN en ny tidsregning, som han lader begynde med solsystemets fødsel og inddeler i 2000 lange år, som han kalder Storår, og som hvert består af 2.300.000 almindelige år af Jordens historie. Han kører så en parallelgennemgang af vor tidsregning begyndende ved Kr. fødsel og en kosmisk tidsregning begyndende ved solsystemets fødsel. Et par punktnedslag kan vist være interessante at nævne. F.eks. er det først i 1750, på Linnés og Rousseaus tid, da Goethe netop var blevet født, og Bach skrev Die Kunst der Fuge, at der begyndte at eksistere væsener med skelet. Krybdyrenes tidsalder varer fra 1900 til 1971. De første fugle kom frem omkring 1945, da bomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki, og mennesket har kun eksisteret i nogle få uger. Ja, egentlig er det kun ved at blive skabt, som egentligt menneske, og vi skal tilsyneladende (hvis ikke vi vælger at handle ud fra den viden, vi kommer i kontakt med via kosmisk hukommelse) mange grumme erfaringer yderligere igennem, førend vi endelig når dertil, hvor vi „lette som sommerfugle“ kan flyve under en himmel, hvid som elfenben. Han går, som alle esoterikere (Ørsted, Martinus og Ambres iberegnet) med stærk overbevisning ind for den opfattelse, at vort liv vedbliver evigt, men i andre fysiske former – og under andre astronomiske betingelser. I dét han skildrer som paradistilstanden på jorden (hvor vi er lette som sommerfugle og ikke længere bekriger hinanden — „det rigtige menneskerige“), råder vi over regn og vinde og kan få floder til at flyde, hvorhen vi ønsker. Man hersker endog over Solen og kan forvandle dens dødelige stråler til nyttig energi. Årmillioner senere, hvor han egentlig rejste gennem faser, hvori han anså livet for at være uddødt, men fortsatte grundet en anderledes intuitivt betinget tilskyndelse, kommer han til en 0-punktsfase, hvor han oplever sælsomme budskaber fra universet indløbe — og Jorden sende til sine naboer i uendeligheden. Han oplever sågar et menneskeligt fodspor blive skabt og forsvinde i brintsneen uden for tidsmaskinen, og at intelligensen i denne sfære råder over formidable midler at komme i kontakt med vor tidsrejsende på. Som det formentlig turde fremgå, har PN ikke blot en slags fornemmelse for både det rigtige menneskerige og intelligensriget som noget, der ligger forude, men han har også en forståelse for, at hvor vi er nu er primitivt i forhold — og barbarisk. Kilden til denne viden angiver han som Den kosmiske hukommelse, i hvilken han også påpeger, at man kan indhente oplysning om, at det, der nu kaldes liv, er to forskellige fænomener, som i princippet kan have forskellig oprindelse, idet man godt kan forestille sig væsener, der ikke har noget stofskifte og væsener, som ikke kan forplante sig. Åndeligt liv, som kan eksistere både inkarneret og diskarneret. Martinus var overbevist om, at videnskaben langsomt mere og mere ville komme til at nærme sig de kosmologiske sandheder. Når man læser TN forekommer det én, at der er langt igen, fordi det, der registreres i hans univers alene er det bevisligt målelige. Når man læser PN, skal man imidlertid være både blind og døv for at ignorere, at vi her har en videnskabsmand, som pga. højt udviklet intuition formår at tolke videnskaben i et kosmologisk perspektiv — i sit digtersind. I dét vi i Martinus’ terminologi vil kalde slutningen af intelligensriget, ser han det: Sagen er virkelig latterligt enkel. Jeg forstår ikke, hvordan vi kunne overse den, at vi mennesker og alle vore efterkommere kunne overse den til alle tider, i alle civilisationer, i alle former for videnskab. Det forholder sig ganske enkelt sådan, at (p. 190) Og det er jo dét, vi kosmologer godt ved, men endnu ikke kan efterleve, hvorfor vi iblandt må fortsætte her på Jorden efter devisen ét skridt frem og to tilbage. Som dinosaurerne og alt andet liv udryddedes i Storåret 1971, kunne det jo også tænkes, at klimaet for angreb- og modangreb og fjendebilleder i det hele taget bliver det nu inden år 2000. Iflg. PN er muligheden større for at forandringer sker hurtigt end langsomt. Og selve tanken, at Jorden skal til at rumme et rigtigt menneskerige, er iflg. PN tilsyneladende kosmologisk logisk. Om man så vil springe med dertil eller til et sted, hvor man lever med kølle i hånden, bestemmer man selv. Det var jo en del af det han så — at fjendebilleder kun eksisterer, fordi vi selv finder på dem, eller har fundet på dem, og tror at vi hænger på dem. At læse Stjerneveje er næsten lige så godt som at læse åndsvidenskab — og under alle omstændigheder et guddommeligt supplement… . |