Helbredelse er daglig
at plante et kosmologisk flag

Ole & Suzette van Hauen-Drucker:
Kræft. Videnskab, helbredelse & bevidsthed.
Borgens Forlag, 2002. 622 s.

Erfaringerne fra Gefion Clinic er nu samskrevet og belyser udfra en stor informationsmængde principperne bag Holistisk Integreret Terapi og disses vurderede betydning for behandling af kræft.

David Bohm, den mest fremtrædende udvikler af kvanteteorien, som især gjorde sig bemærket med sine teorier om den udfoldede og indfoldede orden med fokus på menneskets mulighed for at benytte sig af et kvantepotentiale, spiller en stor rolle for den måde van Hauen-Drucker vælger at beskæftige sig med helbredelse af kræft på. Han ser nemlig kræften opstå, når der er en ubalance mellem den indfoldede og den udfoldede orden i det enkelte menneske, hvilket med andre ord betyder ubalance mellem krop og sind, og går derfor ud fra, at forståelse af sygdomme, herunder kræft, kun kan hidrøre fra en forståelse af mennesket som et Sindkrop væsen. Denne ubalance i det enkelte menneskes indfoldede og udfoldede orden er imidlertid kun en lille del af forklaringen på kræfts opståen i organismen. Ubalancen mellem indfoldet og udfoldet orden i makrokosmos, som vi jo er en del af, spiller en måske endnu væsentligere rolle, og derfor handler en stor del af bogen også om alle de forhold i de ydre omgivelser, som er kræftfremkaldende, og de metoder der kan anvendes for at nedsætte deres kaosskabende effekter i kroppen; herunder ændring af levevaner, af syre/base balance via kost, homøopati og urtemedicin, stimulering af immunsystemet via brintoveriltebehandling, kolloidt sølv, udrensning af restinfektioner, tilskud af vitaminer og mineraler, healing, visualisering, chakraafbalancering, sanering af jordstråler og m.m.

Bogens anden del rummer gennemgange af de dele af den nyere forskning i fysik, biokemi, elektromagnetisme og hermed beslægtede emner, som udviklingen af Gefion klinikkens metoder bygger på. Især er jeg selv begejstret for hans måde at gennemgå de bioelektroniske faktorer på. Man kan her få en god forståelse af hvorledes cellernes evne til selvreparation både er afhængig af hvorledes man tænker og føler og de omgivelser man er en del af (påvirkninger fra det ydre) og gør sit mikrokosmos til en del af (fysisk indtagelse). Bevidstheden om at man selv skaber sit immunsystem via det valg man hvert sekund træffer angående hvor man vælger at bo, hvem man omgås, hvordan man omgås dem, hvad man vælger at lytte til, hvad man vælger at putte i munden etc. kan jeg ikke forestille mig andet end må være yderst tankevækkende og stimulerende for enhver kræftpatient.

Bogen indledes med et kapitel, som jeg selv oplever som det mest interessante i hele bogen, og som vedrører dialogen som ramme for helbredelse. Også i denne forbindelse er det David Bohm, som er inspiratoren. Hans teorier om at tid og rum er underordnet mening, og at mening er ambivalent og derfor indebærer kreativitet, betyder, at ny mening opstår af mening. Eftersom energi og masse er udfoldet mening, og mening udfoldes fra masse og energi, er ethvert skift i mening ensbetydende med skift i væren. Og eftersom vi, ifølge både Bohm og Larry Dossey, hvis forskning i ikke-lokal-sammenhæng ved tidligere lejligheder er blevet omtalt her i bladet, er vore meninger, kan vi blive, hvad vi kommer frem til at forbinde os med af mening. Se det kalder jeg en pointe, som jeg opfordrer til at få anført på enhver indlæggelsesskrivelse på vore sygehuse. Tænk hvad det ville indebære, hvis samtlige af vore læge- og patientsamtaler tog udgangspunkt i en dialog om denne teori …!!! For Bohm, som for Dossey, og van H-D, er helbredelse afhængig af vor evne til at komme til at identificere sig med mening på et plan, hvor kontakt med vor indre autoritet er nøgleordet. I og med at van H-D udgår fra en kosmologi, i hvilken universet er hierarkisk opbygget og består af holarkier af stigende kompleksitet (med reference til filosoffen og psykologen Ken Wilber), indebærer dét at komme i kontakt med sin indre autoritet derfor at synkronisere sig med sit makrokosmos. Jo højere grad af kontakt med ens indre autoritet desto højere niveau af makrokosmos synkroniserer man sig med. Bohms dialogform er langt fra almindelig samtaleform. Bl.a. er to af hovedreglerne aldrig at afbryde og at vente med at tage ordet til tredive sekunder efter ens samtalepartner har afsluttet sit indlæg. Jeg vil anbefale at afprøve en sådan samtaleform og garantere, at enhver der prøver det, kommer i kontakt med dybere lag af indre autoritet, end når man på sædvanlig vis ud fra almindelig dagsbevidsthed tænker over, hvad man nu vil sige. Vanetænkning tager af, forudfattede meninger forsvinder som dug for solen, og en ny form for mening kommer på arenaen som ny uprøvet arketypisk ordensrolle-indehaver. Her er tale om en dialogform, som er beslægtet med ikke voldelig kommunikation, hvor der fra et åbent sind uden vurderinger og domme åbnes vindue på vindue ind i én selv såvel som samtalepartneren, men grundet de tredive minutters indadvendthed mellem indlæggene, er den drevet ud i sin alleryderste og dybt inspirerende konsekvens.

Der indgår også en bjergbestigningsfilosofi, som jeg nærer stor tillid til. Den går ud på, at kræftpatienten daglig, med henblik på at styrke forbindelsen til den indre autoritet, bestiger små bjerge. Hver dag skal der plantes et flag som tilkendegivelse af at endnu en etape er gennemført. Det kan være at have overholdt den foreskrevne kostplan eller omvendt at have turdet afvige fra planen og med god samvittighed spist en is eller drukket en flaske vin, gået en tur, snakket med en potteplante eller hvad som helst andet, som har at gøre med selv at tage ansvaret for en handling uden at føle skyld. Dette indebærer plads til at være impulsiv, bryde regler, dumme sig og hele tiden være tolerant og tilgivende overfor sig selv.

Der er nogle elementer i bogen, som jeg er uenig i. bl.a. skriver van H-D konsekvent, at det mentale vitalitetslag i auraen ligger tættere på den fysiske krop end det astrale. Han skriver det som en kendsgerning. Ifølge den klassiske esoteriske lære, er astrallegenet af tungere observans end det mentale, og det forekommer mig da også mest logisk, at det derfor må være tættere på legemet. I forbindelse med meditation mærkes det jo også, at jo højere grad af følelsesslipning der foregår, desto længere ude i legemet befinder ens årvågenhed sig - desto mere universel er den. Men om end der indgår sådanne oplysninger, som jeg undrer mig over, er bogen ekstremt anbefalingsværdig. Det myldrer endvidere med inspirerende hypoteser, ikke mindst den om at allergiske reaktioner er en slags beskyttelse mod kræft - og inciterende kurver: Lad mig blot afslutningsvis nævne den på s. 164 Det biolelektroniske terræn ifølge Vincent, hvor de forskellige bioelektroniske zoner er beskrevet, og hvor det viser sig, at det fuldkomment sundhedsbefordrende sted at være, er lige præcis det sted, som ifølge de gamle grækere og Goethe m.fl. kaldes det gyldne snit. Det kommer van H-D ganske vist ikke inde på. Men mon ikke tiden er ved at være inde til at få forsket grundigt i denne kendsgerning? Selv vover jeg at påstå, at der, når vi finder ind til sandheden om det gyldne snit, vil ske intet mindre end en åbenbaring for os, idet vi da vil forstå, hvorledes størstedelen af det vi omgiver os med af musik, arkitektur, litteratur, teater o.m.a. med dens bioelektroniske kaosskabende elementer virker decideret sygdomsbefordrende ind i vore cellestrukturer.

Desværre er det imidlertid ikke sådan forskning der bevilges penge til i disse år. Van H-D måtte indskrænke sit eget forskningsprojekt til et minimum i forhold til den oprindelige plan grundet mangel på forskningsmidler, og Cancer Clinic, som har været omtalt i tidligere numre af Impuls, og hvor jeg selv står for meditationsdelen, har også svært ved at få skaffet de fornødne midler til gennemførelse af forskningen i et helt nyt sygehuskoncept baseret på holistisk livssyn.

Gefion Clinic nedlagdes i Danmark i år 2000 og flyttede til Spanien. Men der ser den heldigvis ud til at trives og have det godt.