Et sprog fra hjertet -
fredens kommunikationsform

Marshall B. Rosenberg:
Ikke voldelig kommunikation: "Girafsprog"
Borgens Forlag, 1999, 213 s.

Formelt hedder metoden: Non violent communication. NVC, på dansk IVK , og i fremstillingen af teorien i bogen "Ikke voldelig kommunikation" nævnes ordet giraf næppe. Men uformelt kaldes metoden ikke andet end giraf, og på videoen "Ord kan være vinduer eller mure", hvor samme ikke voldelige kommunikationsform introduceres på meget underholdende og humoristisk vis af ham selv, er giraffen, der bruger ord som vinduer, i centrum som handskedukke på hans ene hånd i dialog med shakalen, der bruger ord som mure, på den anden. Og Rosenbergs pointe, som han har været forkynder af i tredive år, er, at lærer man det helt fremmede sprog, girafsproget, og bruger man det selv, så vil den, der lytter til én, også udvikle girafører og begynde at lytte og tale fra hjertet i stedet for fra hovedet. Der er således ingen grund til at vente på, at andre skal begynde først.

Rosenberg har selv en ph.d. i klinisk psykologi og har lært at udvikle sit sprog fra at være gadeshakal til professionel akademisk shakal, som han siger på videoen. På et tidspunkt gik det imidlertid op for ham, at der fandtes nogle mennesker, som ikke talte shakal. Hver gang han kom ud for oplevelser, hvor det lod til, at mennesker forstod hinanden på et dybt plan og derfor nåede frem til fredelige løsninger i konfliktsituationer, analyserede han deres sprog og nåede frem til det resultat, at konfliktløsere her i verden taler et aldeles anderledes sprog, end det de fleste mennesker kender. De taler nemlig et sprog, hvori der aldrig angribes, forsvares, kritiseres, bebrejdes, sammenlignes, diagnosticeres , dømmes eller på andre måder forekommer biklange, som kan opfattes som sårende, nedladende, afstandtagende eller fordømmende.

Det var vel et sådant sprog Martinus henviste til, når han i sine "bud" bl.a. understregede nødvendigheden af ikke at kritisere!?! Rosenberg kortlagde de enkle principper, der gjorde sig gældende for dette sprog, og tilegnede sig det. Siden da har han brugt sit liv på at lære det videre, og hans kommunikationsmetode er en af de mange metoder, der hører under det overordnede begreb følelsesmæssig intelligens, som også optager Goleman. Rosenberg kaldes til, når der er problemer rundt omkring i verden, hvor grupper af mennesker, for hvem virkeligheden ser helt forskellig ud, strides om, hvem der har ret. Strides så meget at de slår hinanden ihjel. Han har således bl.a. undervist i metoden for serbere og kroater samt palæstinensere og israelere.

Men inden tiden var helt moden indenfor det etablerede system, rejste han rundt og lavede workshops for hvem der var interesseret. Og han har også været ude for kun at have en enkelt deltager i en workshop i et fattigkvarter i Mexico. For Rosenberg spiller det imidlertid den samme rolle, om det er toppolitikere eller en otteårig skoledreng, der tilegner sig sproget, for hvem der end begynder at tale giraf, er konskevensen den samme: sproget fra hjertet vil tage til i verden som sådan.

Rent teknisk opererer han med fire trin: Iagttagelser, følelser, behov og anmodning, og det drejer sig om totalt at adskille iagttagelse fra følelser og behov i ens bevidsthed. Først skal man iagttage, hvad det er, der egentlig foregår. Dernæst skal man, med en dobbeltrettet bevidsthed, via indføling forsøge at nå frem til en forståelse af, hvad der er såvel ens egne som samtalepartnerens følelser, derpå, også med dobbeltrettet bevidsthed, nå til en afdækning af behovene bag følelserne - og først da fremkomme med en anmodning.

Noget, der overrumplede mig selv under læsningen af metoden, var, hvorledes brugen af ordet føle oftest virker ufrivilligt og utilsigtet manipulerende. Hvor ofte hører vi f.eks. ikke nogen sige: "Jeg føler, at du" (han, hun, den, det eller en navngiven person) efterfulgt af et verbum? "Jeg føler at du sårer mig", f.eks.? Ret ofte, ikke sandt? Og udsættes man for en sådan konstatering er der ikke meget andet at gøre end at påtage sig skylden for den andens følelse og sige f.eks: "Det er jeg virkelig ked af." Et sådant sprog kalder Rosenberg voldeligt. Taler man sådan, bruger man ord som mure. Man fremsætter noget som en sand følelse, som dybest set ikke er udtryk for en følelse men for en skjult vurdering, som man på denne måde fritager sig selv for at tage ansvaret for.

Som sådan kan man sige, at Rosenbergs pointe dybest set bygger på en gammel og fundamental esoterisk sandhed, som går ud på, at ingen anden end én selv kan være årsag til hvorledes man opfatter virkeligheden. Faktorer i omverdenen kan stimulere én til at reagere på bestemte måder, men de kan aldrig være årsagen til ens reaktion. Og alt det er han udmærket klar over og skriver helt åbent om.

I kapitel 9 er han inde på, hvor alvorligt det er at tage vore følelser virkelig alvorligt. Alt for ofte behandler vi dem helt overfladisk, som når vi f.eks. i noget vi tror er vrede slår et andet menneske ihjel. Det er en overfladisk handling, siger han, et udtryk for, at vi ikke går dybt ind i vreden og afdækker hvilke behov, denne følelse er udsprunget af. Ordet indføling er det absolutte nøgleord i hans metode, og girafsymbolet er bl.a. valgt af den grund, at det har det største hjerte blandt landdyr; men også af den grund, at dens hoved rager så højt op, at den kan se følgerne, konsekvenserne, af handlingerne og derfor ikke reagerer udfra amygdala, den gamle del af hjernen, hvori vor indre shakal har sæde og reagerer i et forsvars og angrebsmønster, men derimod på et symbolsk plan først skaffer sig overblik, eller med andre ord: tænker med hjertet inden der handles, og tænker intuitivt med det medens man føler sig ind i, hvad der egentlig sker i den anden. Det er præcis det Goleman kalder aktivering af den præfrontale cortex, altså brug af forpandelapperne - og hvad Martinus kalder følelsesmæssiggørelse af intellektet og intellektualisering af følelserne.

Metoden er overrumplende virkningsfuld. I forbindelse med et par workshops i IVK, som jeg selv har stået for, har jeg oplevet, hvorledes erkendelse af noget, der har været et smertepunkt, som man har projiceret ud på et nært familiemedlem i måske 30 år, alene i kraft af brug af IVK sproget, i løbet af få minutter kan bringe én i kontakt med den egentlige følelse og det egentlige behov bag mange beklagelser.

Undlader man at gøre alt det, man ikke må i IVK, åbner man vinduer til sig selv og andre, så man bogstaveligt kommer til at opleve "lysvæld bagved lysvæld i himlen ind" i samtalens løb - højere dimensioner af erkendelse! Det der er den store kunst i en egentlig samtale, hvor skabende tænkning opstår gennem lytten. Og følelsen af rigtighed i udsagnet "hvor to eller flere er forsamlede i mit navn, er jeg tilstede" vokser uhæmmet.

Rundt omkring i verden er der efterhånden mange øvegrupper i IVK. Og jeg tager gerne ansvaret for den vurdering, at vi vil kunne komme bedre ind i det næste årtusinde med endnu flere øvegrupper. Så hermed opfordres til studier af såvel bogen som videoen.