Den svære død - og
Martinus
i folkeskolelitteratur

Knud Erik Andersen og Søren Hahn:
Døden
Tommeliden1997, 80 s., kr. 148

Døden er altid svær. Og får noget grænseoverskridende svært til at ske.

I en af den svenske filminstruktør Hampe Faustmanns film fra første halvdel af dette århundrede, hvor en såkaldt statare, en slags svensk blanding af en fæstebonde og en landarbejder, oplever sin kones død, står dødens grænseoverskridende magt stærkere end i noget andet, jeg har oplevet. Her møder vi en benhård rationalistisk folkelig pragmatiker, som atter og atter, når nogen begynder at tale om, hvor mennesket egentlig kommer fra og mon er for et væsen, påstår, at mennesket ikke er mere værd end flueskidt - „Människan, hon är bara en flugskit!“ Altså blot en klump betydningsløs materie, som man intet ophøjet kan vente af. Et menneskesyn, som desværre slet ikke er ualmindeligt. Efter at hans trofaste livsledsagerske, konen såmænd, er død, tilføjer han imidlertid, og sågar med en ny form for elektrificering af stemmeføringen, at mennesket måske alligevel er noget mere end flueskidt.

Døden. Et emne, som er tabu,indtil vi træder ind i den.

Dette vanskelige fænomen er der nu kommet en bog om. Den henvender sig specielt til de ældre klasser i folkeskolen samt til konfirmander - og der er det helt specielle, og mildest talt også grænseoverskridende heri - at der ikke bare er gennemgange af de forskellige store religioners måde at opfatte døden på, såsom det gamle og nye testamentes, samt buddhismens, hinduismens, hopiindianernes m.m. - men også af den moderne vestlige verdens tolkning af mennesket via såvel det materialistiske verdensbillede såvel som af det med mennesket forbundne reinkarnationsprincip via præsentation af Martinus’ redegørelse for processen fra såkaldt død til liv i ny inkarnation.

Hele otte sider har Martinus og reinkarnationstanken fået lov til at fylde.

Og jeg kan blot konstatere, at det da for mig ser ud som et privilegium at kunne gå til konfirmationsforberedelse fra nu af. For nu kan den unge på et grundlag, der MÅ tages alvorligt, problematisere vigtige emner på et kristent fundament, såsom f.eks. hvorvidt Jesus kan være død for vore synders skyld, eller om vi selv skal stå til regnskab, og på den måde nå frem til en slags afklaring inden konfirmationen. Noget sådant var det faktisk på det nærmeste uartigt at tale om, da jeg i første halvdel af tresserne gik til konfirmationsforberedelse. Hvor mange har vi dog ikke været, som har fundet det direkte smertefuldt ikke at måtte komme ordentligt ind i en forståelse af skærsilden, syndsforladelsen og opstandelsen? Selv havde jeg fyrre i feber på konfirmationsdagen som resultat af oplevelse af mit livs hidtil største moralske forræderi. For jeg vidste, at præsten tog fejl, men jeg kendte ikke til nogen anden forklaring.

Jeg anser det naturligvis derfor for at være aldeles banebrydende for en åbning til den viden, der er at finde i alt det den ny verdensimpuls bringer med sig, at denne bog har set dagens lys.

Med gennemgangen af dødsforestillingerne i de gamle trosreligioner først, opnår forfatterne den virkning, at martinuskosmologiens syn kommer til at fremstå som en logisk følge af forne tiders opfattelser. Naturvidenskabeligt funderede unge vil måske efterlyse nogle oplysninger, som kan få kosmologien til at hænge sammen med det naturvidenskabelige verdensbillede; og på en måde kan man betragte det som en mangel ved reinkarnationsintroduktionen, at den ikke rummer en sådan sammenligning. Men idéen her har jo netop været at præsentere forskellige syn på døden og ikke føre beviser for nogen bestemte af dem.

At forfatterne imidlertid melder klart ud med, hvad de selv finder fornuftigt, er en anden, og meget prisværdig sag. Der er argumenter for, hvorfor de har deres synspunkter, og så stilles der i øvrigt efter hver introduktion spørgsmål til undersøgelse på flere niveauer. Man kan diskutere i klassen og besvare spørgsmål alene udfra den information man har fået i bogen, eller man kan vælge „den svære“, hvori der stilles spørgsmål, som man skal i kilderne selv, f.eks. bibelen, for at kunne besvare. Henvisningerne til kapitler og vers er yderst pædagogisk udvalgt.

Faktisk kan jeg ikke forestille mig en bedre introduktion til afklaring af sit eget forhold til døden på baggrund af, hvad der er af tilgængelig viden i vore store livsanskuelser, end denne bog.

Den er jo også helt oplagt for forældre og bedsteforældre at bruge som udgangspunkt for drøftelser af, hvorfor man nu har det syn man har i forhold til, hvorfor andre nu har de syn på død og begravelse etc. som de har.

Det er f.eks. meget vigtigt for vore børn at forstå, hvorfor vi ikke på nogen måde kan finde logik i, at vi skulle kunne blive til en krokodille i et nyt liv, eller ende i helvedes flammer. At sandheden faktisk er at finde i vor kulturelle forhistorie, det gamle og nye testamente, er også en enorm vigtig pointe at udruste vore unge med, så den tilføjelse, at vi nu er modne til nuancerne og den lidt dybere forståelse, kan indgå som noget helt naturligt.

I øvrigt er sproget smukt. Ikke en eneste gang forfalder skribenterne til at lefle for tillempet ungdommeligt sprog, og det gør, at bogen sådan set kan være egnet også for voksne. For mere sober gennemgang af forskellige syn på såvel død, som opfattelser af hvad der sker efter døden, findes ganske enkelt ikke på 80 letlæselige sider.

Mener biskopperne noget med deres snak om kristen humanisme, vil de utvivlsomt på næste præstekonvent anbefale samtlige af landets præster at gennemgå denne bog i forbindelse med konfirmationsforberedelsen.

Og skulle de ikke anbefale den, ja, så har jeg da i det mindste hermed gjort det.